Salmenes bok 77:16
Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Jeg saae Cusans Pauluner under Møie; Gardinerne i Midians Land rystede.
8Mon Herrens (Vrede) var optændt imod Floderne? mon din Vrede var imod Floderne? mon din Grumhed var imod Havet? der du foer paa dine Heste, dine Vogne vare til Frelse.
9Din Bue blev aldeles aabenbar, (efter) de Eder til Stammerne, (efter dit) Ord, Sela! Du adskilte Jorden med Floder.
10Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
17Vandene saae dig, Gud! Vandene saae dig, de vare bange, ja, Afgrundene bevægedes.
18De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
19Din Tordens Lyd var i (Luftens) Kreds, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skjælvede.
7Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
8Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet.
11Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
3Havet saae og flyede, Jordanen løb tilbage.
10Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
11Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du herlig beviist i Hellighed, forfærdelig at berømme, som gjør underlige Ting?
12Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem.
15Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem.
16Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
3Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
7Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
15Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
5Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Steen.
15Du traadte med dine Heste i Havet, (ja) i mange Vandes Hob.
5Hvad (skadede) dig, du Hav, at du flyede, du Jordan, at du løb tilbage?
3Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
6Han haver omvendt Havet til det Tørre, de ere gangne tilfods over Floden; der have vi glædet os i ham.
3Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).
4(Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
5Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
6Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.
7De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
13Du, du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Dragers Hoveder i Vandene.
14O Gud! din Vei er i Helligdommen; hvo er saa stor en Gud som Gud?
15Du er den Gud, som gjør underlige Ting; du haver kundgjort din Styrke iblandt Folkene.
16Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
10Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? den, som gjorde Havets Dybheder til en Vei, at de Igjenløste gik igjennem?
4Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
4da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
5da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
24— de, de saae Herrens Gjerninger, og hans underlige Gjerninger i det Dybe.
7Jeg borttog hans Skuldre fra Byrden, hans Hænder bleve befriede fra Kjedelen.
15Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde.
16Og han udførte flydende (Vande) af en Klippe, og lod Vand fare ned som Floder.
3Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
11eller Mørket, (saa) du kan ikke see, og Vandets Mangfoldighed bedækker dig.
3Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
5Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
7Han er den, som holder Vandet tilsammen i Havet som en Dynge, han sætter Afgrundene til (at være) Forraadskammere.
7Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
11Og Vandet skjulte deres Modstandere, der blev ikke Een tilovers af dem.
9Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og lod dem gaae igjennem Afgrundene som en Ørk.