Salmenes bok 104:6
Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.
Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 Og Vandet fik Overhaand og formeredes saare over Jorden; og Arken flød ovenpaa Vandet.
19 Og Vandet fik Overhaand saare meget over Jorden; og alle høie Bjerge bleve skjulte, som vare under den ganske Himmel.
20 Femten Alen fra oventil fik Vandet Overhaand, og Bjergene bleve skjulte
1 Min Sjæl, lov Herren! Herre, min Gud! du er saare stor, du haver iført dig Majestæt og Herlighed.
2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Gardin.
3 Han hvælver sine Sale i Vandene, han gjør de tykke Skyer (til) sin Vogn, han, som vandrer paa Veirets Vinger.
7 De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
9 Du satte Grændse (for dem), derover skulle de ikke gaae, de skulle ikke igjen skjule Jorden.
10 Du lader Kilder opvælde i Dalene, at de gaae imellem Bjergene.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
11 eller Mørket, (saa) du kan ikke see, og Vandets Mangfoldighed bedækker dig.
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
30 Vandet skjuler sig som en Steen, og Afgrunden holder sig tilsammen ovenpaa.
34 Kan du opløfte din Røst til den tykke (Sky), at Vands Mangfoldighed maa skjule dig?
10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
5 Han grundfæstede Jorden paa sine Grundvolde, at den ikke skal ryste evindelig og altid.
6 Forfærdelige Ting skal du, vor Saligheds Gud! svare os i Retfærdighed, (du, som er) alle Jordens Enders Tillid, og deres, som ere langt borte ved Havet,
15 Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
7 Han er den, som holder Vandet tilsammen i Havet som en Dynge, han sætter Afgrundene til (at være) Forraadskammere.
8 Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet.
15 Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem.
28 der han befæstede (de øverste) Skyer oventil, der han befæstede Afgrundens Kilder,
6 Herre! din Miskundhed er i Himlene, din Sandhed (naaer) indtil de (øverste) Skyer.
13 Han vander Bjergene af sine høie Sale; Landet mættes af dine Gjerningers Frugt.
5 Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Steen.
30 See, han udbreder sit Lys over dem og skjuler Havets Rødder.
16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
3 Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).
4 (Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
2 Thi han, han grundfæstede den paa Havene, og beredte den paa Floderne.
4 Bjergene sprang som Vædere, Høiene som unge Lam.
5 Hvad (skadede) dig, du Hav, at du flyede, du Jordan, at du løb tilbage?
6 I Bjerge, at I sprang som Vædere, I Høie, som unge Lam?
2 Og Kilderne i Afgrunden stoppedes, og Himmelens Sluser, og Regnen af Himmelen opholdtes.
11 Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
10 Han haver cirklet med (en vis) Skik oven over Vandet, indtil Lys med Mørke skal faae Ende.
5 Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
9 Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
9 der jeg satte Sky til dets Klædning, og Mørkhed til dets Svøb,
3 Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
16 Er du kommen til Havets Dybheder, og haver du vandret der, hvor man randsager (efter) Afgrunden?
4 da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
5 da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
6 Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand.
7 Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning, og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skede saa.
10 Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? den, som gjorde Havets Dybheder til en Vei, at de Igjenløste gik igjennem?
3 Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.