Salmenes bok 114:4
Bjergene sprang som Vædere, Høiene som unge Lam.
Bjergene sprang som Vædere, Høiene som unge Lam.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Hvad (skadede) dig, du Hav, at du flyede, du Jordan, at du løb tilbage?
6 I Bjerge, at I sprang som Vædere, I Høie, som unge Lam?
7 Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
3 Havet saae og flyede, Jordanen løb tilbage.
24 Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
4 Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
5 Bjergene smelte som Vox for Herrens Ansigt, for den ganske Jords Herres Ansigt.
4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
5 Bjergene fløde for Herrens Ansigt, (ja) Sinai selv for Herrens, Israels Guds, Ansigt.
14 og over alle høie Bjerge, og over alle ophøiede Høie,
18 De høie Bjerge ere for Steengjederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
4 Han truer Havet og fortørrer det, og gjør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Carmel, og Libanons Blomst er vansmægtet.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 Og den gjør, at de springe som en Kalv, Libanon og Sirjon som en ung Eenhjørning.
9 I Bjerge og alle Høie, frugtbare Træer og alle Cedere!
10 (Vilde) Dyr og alt Qvæget, Orme og flyvende Fugle!
6 Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.
7 De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
2 Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden (at være) saare (stor).
3 Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
14 Og Himmelen veg bort som et Haandskrift, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
12 Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme.
8 Floderne skulle klappe med Haand, Bjergene skulle synge med Fryd tillige,
5 De skulle springe paa Bjergenes Toppe, som Vogne rumle, som en Ildslue sprager, der fortærer Halm, som et mægtigt Folk, der er rustet til Krig.
6 Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
7 Jeg saae Cusans Pauluner under Møie; Gardinerne i Midians Land rystede.
32 (Naar) han seer til Jorden, da bæver den, (naar) han rører ved Bjergene, da ryge de.
15 Naar den Almægtige udspreder Konger derudi, da bliver det hvidt som Snee paa Zalmon.
16 Guds Bjerg er (som) Basans Bjerg, det Bjerg (fuldt) med Høie er (som) Basans Bjerg.
12 Thi I skulle drage ud med Glæde og fremføres med Fred; Bjergene og Høiene skulle raabe for eders Ansigt med Frydesang, og alle Træer paa Marken skulle klappe med Haand.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
3 Lad Bjergene bære Fred til Folket, ogsaa Høiene, ved Retfærdighed.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
8 (Det er) min Kjærestes Røst; see, han kommer, springende over Bjergene, hoppende over Høiene.
10 Thi Bjergene skulle (vel) vige, og Høiene bevæges, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt (ikke) bevæges, sagde Herren, din Forbarmer.
6 Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
18 Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
10 Du lader Kilder opvælde i Dalene, at de gaae imellem Bjergene.
20 Kan du drage Leviathan med en Krog, eller (drage) dens Tunge med en Snor, (som) du lader synke ned?
4 Der sønderbrød han Buens gloende (Pile), Skjold og Sværd og Krig. Sela.
25 Og det skal skee, at paa hvert høit Bjerg og paa hver ophøiet Høi (skulle gaae) Bække (og) Vandstrømme, paa den store Slagtningsdag, naar Taarnene falde.
14 Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
9 Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.
18 Udstrækker Seglen, thi Høsten er moden; kommer, farer ned, thi Viinpersen er fuld, Persekarrene løbe over; thi deres Ondskab er stor.