Jobs bok 28:9
Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.
Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 han, som flytter Bjergene, at de ikke fornemme det, som omkaster dem i sin Vrede,
6 han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,
10 Han adskiller Klipperne, (at der blive) Floder, og hans Øie seer alt det Dyrebare.
11 Han binder for Floderne, at ikke en Draabe (kommer derud), og udfører de skjulte Ting deraf til Lyset.
18 Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
19 Vandet hensmuler Stenene, og (en Strøm) bortskyller det, som voxer af sig selv deraf, af Jordens Støv; saaledes fordærver du et Menneskes Forventelse.
4 (Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?
4 I hans Haand er det, man kan opsøge i Jorden, og de høieste Bjerge høre ham til.
6 Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
8 De hovmodige (Dyrs) Unger have ikke traadt paa den, ingen (grum) Løve haver gaaet over den.
15 See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
17 Hans Rødder groe i hverandre hos et Væld, han seer, (at hans) Huus er paa Stene.
4 Han truer Havet og fortørrer det, og gjør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Carmel, og Libanons Blomst er vansmægtet.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
32 (Naar) han seer til Jorden, da bæver den, (naar) han rører ved Bjergene, da ryge de.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
13 indtil den faaer taget fat paa Jordens Vinger, at de Ugudelige udrystes af den,
6 Forfærdelige Ting skal du, vor Saligheds Gud! svare os i Retfærdighed, (du, som er) alle Jordens Enders Tillid, og deres, som ere langt borte ved Havet,
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
2 See, Herren haver en Stærk og Mægtig, som er som et Vandskyl med Hagel (og) en ødelæggende Storm; som en Flod med mægtige Vande, der overløbe, skal han slaae (dem) ned til Jorden med Magt.
19 Han lader Præsterne gaae berøvede bort, og omkaster de Stærke.
25 Derfor at han kjender deres Gjerninger, da omkaster han (dem) om Natten, at de blive knuste.
15 Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde.
16 Og han udførte flydende (Vande) af en Klippe, og lod Vand fare ned som Floder.
2 Om de end grove sig ned i Helvede, skal (dog) min Haand hente dem derfra, og om de end opfore i Himmelen, vil jeg dog kaste dem ned derfra.
11 Himmelens Piller skjælve og forfærdes for hans Trudsel.
12 Ved sin Kraft skiller han Havet ad, med sin Forstand bryder han (dets) Hovmodighed.
25 See, (jeg vil) til dig, du fordærvelige Bjerg, siger Herren, du, som fordærver al Jorden, og jeg vil udrække min Haand over dig og vælte dig af Klipperne, og vil gjøre et udbrændt Bjerg af dig.
2 Jern tages af Støvet, og Stene smeltes til Kobber.
3 En Ende haver han sat for Mørkhed, og det Yderste paa Alting undersøger han, ja, de Stene, (hvor) Mørkhed og Dødens Skygge er.
4 Der udbryder en Bæk hos dem, som der boe, at man ikke tænker at gaae (der); (Vandene) tage af, (at de) ikke (ere længer) hos Menneskene, (og) fare hid og did.
5 Af Jorden fremkommer Brød, og derunder omvæltes der som (af) Ild.
6 Dens Stene ere Sted til Saphir, og den har Guldstøv (udi sig).
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
24 Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
20 Kan du drage Leviathan med en Krog, eller (drage) dens Tunge med en Snor, (som) du lader synke ned?
6 (De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.
29 der han satte Havet sit beskikkede (Maal), og at Vandene skulde ikke gaae over hans Befaling, der han beskikkede Jordens Grundvolde,
12 Og dine høie Mures Befæstning skal han nedbøie, nedtrykke, drage ned til Jorden indtil Støvet.
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
9 I Bjerge og alle Høie, frugtbare Træer og alle Cedere!
9 Hvo, som flytter Stene bort, skal faae Smerte af dem, hvo, der kløver Træer, skal komme i Fare derved.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
21 Og Herren sagde: See, (her er) et Sted hos mig; og du skal staae paa Klippen.