Jobs bok 18:4

Original Norsk Bibel 1866

(Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Job 14:18 : 18 Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
  • Job 16:9 : 9 Hans Vrede haver sønderrevet (mig), og han hader mig; han skjærer over mig med sine Tænder, min Modstander stirrer med sine Øine imod mig.
  • Job 13:14 : 14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
  • Job 5:2 : 2 Thi Fortørnelse skal slaae en Daare ihjel, og Nidkjærhed skal dræbe den Taabelige.
  • Job 40:8 : 8 Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.
  • Jes 54:10 : 10 Thi Bjergene skulle (vel) vige, og Høiene bevæges, men min Miskundhed skal ikke vige fra dig, og min Freds Pagt (ikke) bevæges, sagde Herren, din Forbarmer.
  • Esek 9:9 : 9 Og han sagde til mig: Israels og Judæ Huses Misgjerning er alt for saare stor, og Landet er fyldt med Blodskyld, og Staden er fuld af at bøie (Retten); thi de sagde: Herren haver forladt Landet, og Herren seer ikke.
  • Jona 4:9 : 9 Men Gud sagde til Jonas: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes for det Kikajons Skyld? og han sagde: (Ja,) det er vel, at min (Vrede) er optændt indtil Døden.
  • Matt 24:35 : 35 Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae.
  • Mark 9:18 : 18 Og naarsomhelst den griber ham, slider den ham, og han fraader og skjærer med sine Tænder, og visner hen; og jeg haver talet til dine Disciple om, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke.
  • Luk 9:39 : 39 Og see, en Aand griber fat paa ham, og strax raaber han, og den slider ham saa, at han fraader, og med Nød viger den fra ham, naar den haver slidt ham;

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 78%

    7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.

    8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.

  • 78%

    18 Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.

    19 Vandet hensmuler Stenene, og (en Strøm) bortskyller det, som voxer af sig selv deraf, af Jordens Støv; saaledes fordærver du et Menneskes Forventelse.

  • Nah 1:5-6
    2 vers
    77%

    5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.

    6 Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.

  • 8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.

  • Job 9:5-6
    2 vers
    76%

    5 han, som flytter Bjergene, at de ikke fornemme det, som omkaster dem i sin Vrede,

    6 han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,

  • 3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?

  • 9 Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.

  • 13 indtil den faaer taget fat paa Jordens Vinger, at de Ugudelige udrystes af den,

  • 4 Hvor var du, der jeg grundfæstede Jorden? forkynd det, om du kjender Forstand!

  • 1 Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?

  • 5 Omvend os, vor Saligheds Gud! og tilintetgjør din Fortørnelse imod os.

  • 21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.

  • 5 Mon han skal beholde (Vrede) evindeligen eller bevare (den) til evig Tid? See, du talede og gjorde disse onde Ting, og du faaer Overhaand (dermed).

  • 46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.

  • 73%

    24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?

    25 Vil du forfærde et rystet Blad og forfølge et tørt Straa?

  • 2 der han havde stredet med de Mesopotamier og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog de Edomiter i Saltdalen, tolv tusinde.

  • 5 Du elskede Ondt mere end Godt, Løgn mere end at tale Retfærdighed. Sela.

  • 4 Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.

  • 8 Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.

  • 8 Ombinder derfor Sække, græder og hyler; thi Herrens grumme Vrede er ikke vendt tilbage fra os.

  • 11 Hvorfor vender du din Haand, ja din høire Haand tilbage? tag den aldeles midt ud af din Barm.

  • 7 De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl.

  • 4 Og Herren sagde: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes?

  • 18 (Men) efterdi at der er Vrede (hos dig, da vogt dig), at han ikke skal bortstøde dig med et Slag, og megen Forsoning skal ikke lade dig undvige (derfor).

  • 5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):

  • 5 Ja, de Ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Gnist skal ikke skinne.

  • 13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?

  • 38 Han haver som en ung Løve forladt sin Hule; thi deres Land er blevet en Forskrækkelse for Fordærverens Grumheds Skyld og for hans grumme Vredes Skyld.

  • 13 Og du glemte Herren, som haver gjort dig, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og du frygtede stedse den ganske Dag for Trængerens Grumhed, naar han beredte sig til at fordærve; men hvor er Trængerens Grumhed?

  • 4 Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.

  • 5 Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?

  • 10 Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,

  • 38 Han skal befæstes som Maanen evindelig, og (som) det Vidne i den øverste Sky (skal han være) bestandig.

  • 17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.

  • 3 Mon (det synes) dig godt, at du gjør Vold, at du forkaster dine Hænders Arbeide og skinner over de Ugudeliges Raad?

  • 16 Hvo dig seer, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig (og sige): Mon denne være den Mand, som kom Jorden til at bæve, som kom Rigerne til at skjælve?

  • 13 Gud vender ikke sin Vrede tilbage; under ham maae de bøie sig, som ville hjælpe den Hovmodige.

  • 11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.

  • 8 Lad af fra Vrede og forlad Hastighed, lad (din Vrede) ikke optændes, (hvormed du) visseligen gjør ilde.

  • 4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig, og komme med dig for Retten?

  • 22 Thi en Ild er optændt i min Vrede, og den skal brænde til det nederste Helvede; og den skal fortære Landet og dets Grøde, og sætte Ild paa Bjergenes Grundvolde.

  • 12 Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.

  • 22 Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?

  • 18 (Men) naar (Gud) opsluger ham fra hans Sted, da skal det negte ham, (sigende:) Jeg saae dig ikke.