Jobs bok 18:4
(Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?
(Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
18 Og sandelig, et Bjerg, som falder, henfalder, og en Klippe flyttes af sit Sted.
19 Vandet hensmuler Stenene, og (en Strøm) bortskyller det, som voxer af sig selv deraf, af Jordens Støv; saaledes fordærver du et Menneskes Forventelse.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
5 han, som flytter Bjergene, at de ikke fornemme det, som omkaster dem i sin Vrede,
6 han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
9 Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.
13 indtil den faaer taget fat paa Jordens Vinger, at de Ugudelige udrystes af den,
4 Hvor var du, der jeg grundfæstede Jorden? forkynd det, om du kjender Forstand!
1 Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?
5 Omvend os, vor Saligheds Gud! og tilintetgjør din Fortørnelse imod os.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
5 Mon han skal beholde (Vrede) evindeligen eller bevare (den) til evig Tid? See, du talede og gjorde disse onde Ting, og du faaer Overhaand (dermed).
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
25 Vil du forfærde et rystet Blad og forfølge et tørt Straa?
2 der han havde stredet med de Mesopotamier og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog de Edomiter i Saltdalen, tolv tusinde.
5 Du elskede Ondt mere end Godt, Løgn mere end at tale Retfærdighed. Sela.
4 Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
8 Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.
8 Ombinder derfor Sække, græder og hyler; thi Herrens grumme Vrede er ikke vendt tilbage fra os.
11 Hvorfor vender du din Haand, ja din høire Haand tilbage? tag den aldeles midt ud af din Barm.
7 De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl.
4 Og Herren sagde: Mon det være vel, at din (Vrede) optændes?
18 (Men) efterdi at der er Vrede (hos dig, da vogt dig), at han ikke skal bortstøde dig med et Slag, og megen Forsoning skal ikke lade dig undvige (derfor).
5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
5 Ja, de Ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Gnist skal ikke skinne.
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
38 Han haver som en ung Løve forladt sin Hule; thi deres Land er blevet en Forskrækkelse for Fordærverens Grumheds Skyld og for hans grumme Vredes Skyld.
13 Og du glemte Herren, som haver gjort dig, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og du frygtede stedse den ganske Dag for Trængerens Grumhed, naar han beredte sig til at fordærve; men hvor er Trængerens Grumhed?
4 Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
5 Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?
10 Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,
38 Han skal befæstes som Maanen evindelig, og (som) det Vidne i den øverste Sky (skal han være) bestandig.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
3 Mon (det synes) dig godt, at du gjør Vold, at du forkaster dine Hænders Arbeide og skinner over de Ugudeliges Raad?
16 Hvo dig seer, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig (og sige): Mon denne være den Mand, som kom Jorden til at bæve, som kom Rigerne til at skjælve?
13 Gud vender ikke sin Vrede tilbage; under ham maae de bøie sig, som ville hjælpe den Hovmodige.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
8 Lad af fra Vrede og forlad Hastighed, lad (din Vrede) ikke optændes, (hvormed du) visseligen gjør ilde.
4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig, og komme med dig for Retten?
22 Thi en Ild er optændt i min Vrede, og den skal brænde til det nederste Helvede; og den skal fortære Landet og dets Grøde, og sætte Ild paa Bjergenes Grundvolde.
12 Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.
22 Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?
18 (Men) naar (Gud) opsluger ham fra hans Sted, da skal det negte ham, (sigende:) Jeg saae dig ikke.