Jobs bok 9:13
Gud vender ikke sin Vrede tilbage; under ham maae de bøie sig, som ville hjælpe den Hovmodige.
Gud vender ikke sin Vrede tilbage; under ham maae de bøie sig, som ville hjælpe den Hovmodige.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12See, (naar) han vil tage, hvo kan komme ham til at give igjen? hvo vil sige til ham: Hvad gjør du?
3Om han haver Lyst til at trætte med ham, (saa) kan han ikke svare ham Eet af Tusinde.
4Han er viis af Hjertet og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5han, som flytter Bjergene, at de ikke fornemme det, som omkaster dem i sin Vrede,
6han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,
11See nu, dens Magt er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Navler.
11Da skal det omskifte sit Mod og fare over og blive skyldigt, (sigende, at) denne dets Kraft hører dets Gud til.
14Langt mindre skulde jeg kunne svare ham (og) vælge mine Ord, (som jeg kunde tale) med ham.
11Himmelens Piller skjælve og forfærdes for hans Trudsel.
12Ved sin Kraft skiller han Havet ad, med sin Forstand bryder han (dets) Hovmodighed.
9Hvo veed? Gud maatte vende om og angre det, og vende om fra sin grumme Vrede, at vi ikke forgaae.
22Og han drager de Mægtige med sin Magt; staaer han op, da er man ikke forsikkret om (sit) Liv.
6Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
9Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.
10Af dens Mund fare Blus, (ja) gloende Gnister udfare.
15See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
4(Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?
22Og (Gud) skal kaste (Saadant) over ham og ikke spare, han skal ville flye hastig fra hans Haand.
23Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
2Men han er ogsaa viis, og haver ladet Ulykke komme og ikke borttaget sine Ord; men han opstaaer imod de Ondes Huus og imod deres Hjælp, som gjøre Uret.
34Han borttage sit Riis fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
25Den seer (ned paa) alt Høit, den er en Konge over alle Hovmodige.
10Om han omskifter og indelukker eller forsamler, hvo vil da vende ham tilbage (derfra)?
10da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de Sagtmodige paa Jorden. Sela.
4at Enhver ikke skulde blive bøiet under de Bundne og falde under de Ihjelslagne? i alt dette vender ikke hans Vrede tilbage, men hans Haand er endnu udrakt.
3Herren er langmodig og af stor Kraft, og skal ikke holde (den Skyldige) for uskyldig; Herren, —hans Vei er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv.
23Om han end med Svøbe dræber (Nogen) hasteligen, da spotter han de Uskyldiges Fristelse.
19Han forløste min Sjæl i Fred fra Strid, (som var) imod mig; thi de vare med Mange imod mig.
18(Men) efterdi at der er Vrede (hos dig, da vogt dig), at han ikke skal bortstøde dig med et Slag, og megen Forsoning skal ikke lade dig undvige (derfor).
19Om (jeg vilde flye) til Magt, see, da er han stærk, eller og til Ret, hvo vilde bringe mig i Tale (med ham)?
10Han gjør sig liden, han nedbøier sig, og falder med sine stærke (Laller) over de Svage.
19Han lader Præsterne gaae berøvede bort, og omkaster de Stærke.
13Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.
12Gud er en retfærdig Dommer og en Gud, som vredes hver Dag.
13Hvorfor haver du trættet med ham? efterdi han ikke gjør dig Regnskab for nogen af sine Gjerninger.
9Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
5Hans Veie gjøre Smerte altid, dine Domme ere en Høihed langt fra ham; han handler trodseligen med alle sine Fjender.
13at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
1En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
11Og jeg vil hjemsøge det Onde over Jorderige, og over de Ugudelige deres Misgjerning, og jeg vil gjøre, at de Hovmodiges Høihed skal høre op, og fornedre Tyranners Hovmodighed.
19(Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
11Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
5Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
5(Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
15Og nu, vi prise de Hovmodige salige; (thi) de, som gjorde Ugudelighed, ere baade opbyggede, og prøvede Gud og undkom.
23Thi den Fordærvelse, (som kommer) fra Gud, var en Frygt for mig, og at jeg kunde ikke (frie mig) for hans Høihed.
9den, som vederqvæger sig ved Ødelæggelse over den Stærke, at Ødelæggelsen kommer over Befæstningen.
17at Mennesket skal borttage sin Gjerning, og at han maa skjule Hovmodighed for en Mand,
4Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
11Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?