Nahum 1:3
Herren er langmodig og af stor Kraft, og skal ikke holde (den Skyldige) for uskyldig; Herren, —hans Vei er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv.
Herren er langmodig og af stor Kraft, og skal ikke holde (den Skyldige) for uskyldig; Herren, —hans Vei er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Gud er nidkjær, og Herren er en Hevner, (ja) Herren er en Hevner og haver Grumhed; Herren er en Hevner imod sine Modstandere, og den, som bevarer (Vreden) for sine Fjender.
4Han truer Havet og fortørrer det, og gjør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Carmel, og Libanons Blomst er vansmægtet.
5Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
7Herren er god, (han er) til Befæstning paa Nøds Dag, og kjender dem, som troe paa ham.
23See, der er udfaren en Herrens Storm, en Grumhed, en vedholdende Storm; den skal blive paa de Ugudeliges Hoved.
24Herrens grumme Vrede skal ikke afvende sig, indtil han gjør, og indtil han stadfæster sit Hjertes Anslag; i de sidste Dage skulle I forstaae eder derpaa.
18Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgjerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde (den Skyldige) for uskyldig at være, som hjemsøger Fædrenes Misgjerninger paa Børnene, paa dem i tredie og paa dem i fjerde (Led).
8Herren er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed.
9Han skal ikke evindeligen trætte, ei heller beholde (Vrede) evindelig.
19See, Herrens Storm skal udkomme med Grumhed, ja en vedholdende Storm; den skal blive paa de Ugudeliges Hoved.
20Herrens Vrede skal ikke vende om, indtil han haver gjort det, og indtil han haver stadfæstet sit Hjertes Forsæt; i de sidste Dage skulle I vel faae Forstand derpaa.
8Herren er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed.
18Hvo er en Gud som du, som borttager Misgjerning, og som gaaer Overtrædelse forbi, for det Overblevne af hans Arv? som ikke holder fast ved sin Vrede evindeligen, fordi han haver Lyst til Miskundhed.
30Og Herren skal lade høre sin majestætiske Røst, og lade see, (at han) nedlader sin Arm i (sin) Vredes Grumhed og med en fortærende Ildslue, med Adspredelse og Vandskyl og Hagelstene.
2Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Thrones Befæstelse.
3Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
6Og Herren gik forbi for hans Ansigt og raabte: Herren, Herren, en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed,
7som bevarer Miskundhed mod tusinde (Led), som forlader Misgjerning og Overtrædelse og Synd, og som aldeles ikke skal holde (den Skyldige) for uskyldig at være, som hjemsøger Fædrenes Misgjerning paa Børn og paa Børnebørn, paa dem i tredie og paa dem i fjerde (Led).
7Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
8Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
13Thi see, (han) danner Bjergene, og skaber Veiret, og kundgjør et Menneske, hvad hans Tanke er, han gjør Morgenrøden (og) Mørket, og træder paa Jordens Høie; den Herre Zebaoths Gud er hans Navn.
8Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
9Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
11Mit Skjold er hos Gud, som frelser de Oprigtige af Hjertet.
7Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,
3Han hvælver sine Sale i Vandene, han gjør de tykke Skyer (til) sin Vogn, han, som vandrer paa Veirets Vinger.
3Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortære, og omkring ham stormer det saare.
8Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
27See, Herrens Navn kommer langt fra, hans Vrede brænder, og Byrden er svar; hans Læber ere fulde af Fortørnelse, og hans Tunge er som en fortærende Ild.
4Derefter brøler han (med sin) Røst, han tordner med sin høie Røst, og naar hans Røst skal høres, da undertrykker han dem ikke.
5Gud tordner meget underligen med sin Røst; han gjør store Ting, og vi kunne ikke kjende (dem).
2See, Herren haver en Stærk og Mægtig, som er som et Vandskyl med Hagel (og) en ødelæggende Storm; som en Flod med mægtige Vande, der overløbe, skal han slaae (dem) ned til Jorden med Magt.
22Af Norden kommer Guld; (men o, hvad er der) en forfærdelig Majestæt hos Gud!
38Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed.
13Gud vender ikke sin Vrede tilbage; under ham maae de bøie sig, som ville hjælpe den Hovmodige.
11Da skal det omskifte sit Mod og fare over og blive skyldigt, (sigende, at) denne dets Kraft hører dets Gud til.
6Han skal lade regne over de Ugudelige Strikker; Ild og Svovel og et vældigt Stormveir skal blive deres Kalks Deel.
3Thi see, Herren skal gaae ud fra sit Sted, og nedfare og træde paa Høiene i Landet.
5Hans Veie gjøre Smerte altid, dine Domme ere en Høihed langt fra ham; han handler trodseligen med alle sine Fjender.
5han, som flytter Bjergene, at de ikke fornemme det, som omkaster dem i sin Vrede,
15Thi see, Herren skal komme i Ilden, og hans Vogne være som Hvirvelvinden, at vende sin Vrede (til dem) med Grumhed, og sin Trudsel med Ildslue.
18De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
9Lad ham gaae som en Snegl, der smelter, som en Qvindes utidige Foster, som de, der ikke have seet Solen.
10Men den Herre Gud er Sandhed, han er den levende Gud og en evig Konge; Jorden skal bæve for hans Vrede; og Hedningerne kunne ikke taale hans Fortørnelse.
7Ved din Trudsel, Jakobs Gud! er falden i en dyb Søvn baade Hest og Vogn.
12Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.
3Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
12Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
12Ved sin Kraft skiller han Havet ad, med sin Forstand bryder han (dets) Hovmodighed.