Habakkuk 3:12
Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.
Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Du drog ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuste Hovedet af den Ugudeliges Huus, der du blottede Grundvolden indtil Halsen, Sela!
14 Du igjennemborede Hovedet for hans Landsbyer ved hans Kjeppe; de stormede til at adsprede mig, deres Glæde var som til at æde en Elendig i Skjul.
15 Du traadte med dine Heste i Havet, (ja) i mange Vandes Hob.
7 Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
7 Jeg saae Cusans Pauluner under Møie; Gardinerne i Midians Land rystede.
8 Mon Herrens (Vrede) var optændt imod Floderne? mon din Vrede var imod Floderne? mon din Grumhed var imod Havet? der du foer paa dine Heste, dine Vogne vare til Frelse.
9 Din Bue blev aldeles aabenbar, (efter) de Eder til Stammerne, (efter dit) Ord, Sela! Du adskilte Jorden med Floder.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
11 Sol (og) Maane stode (stille i deres) Bolig; med Lyset fore dine Pile derhen, med Skinnet (foer) dit blinkende Spyd.
43 Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
6 Og jeg nedtraadte Folket i min Vrede, og gjorde dem drukne i min Grumhed, og nedkastede deres Seier til Jorden.
14 Og jeg vil føre (dig) ved dine Fjender i et Land, som du ikke kjender; thi Ilden, som er optændt i min Vrede, skal brænde over eder.
24 Lad deres Øine formørkes, at de ikke see, og lad deres Lænder altid rave.
66 Du skal forfølge (dem) i Vrede, og ødelægge dem fra (at være) under Herrens Himmel.
6 Den, som slog Folkene med Grumhed, med Slag uden Afladelse, den, som regjerede over Hedningerne med Vrede, han bliver forfulgt, (saa at) Ingen (kan) forhindre (det).
11 Jeg gav dig en Konge i min Vrede, og tog ham bort i min Grumhed.
6 da maa Fjenden forfølge min Sjæl og gribe den, og nedtræde mit Liv til Jorden, og lade min Ære boe i Støv. Sela.
2 Gud, vi have hørt med vore Øren, vore Fædre have fortalt os den Gjerning, du gjorde i deres Dage, i de forrige Dage.
11 Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
30 Og Herren skal lade høre sin majestætiske Røst, og lade see, (at han) nedlader sin Arm i (sin) Vredes Grumhed og med en fortærende Ildslue, med Adspredelse og Vandskyl og Hagelstene.
4 (Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?
3 Folkene flyede for Mangfoldigheds Lyd; Hedningerne ere adspredte, fordi du ophøiede dig.
7 til at gjøre Hevn paa Hedningerne, og Straf paa Folkene,
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
7 en Gud, som lader de Eenlige boe i Huset, som udfører dem, (som vare) bundne i Bolte; men de Gjenstridige boe i det Tørre.
3 Du borttog dit Folks Misgjerning, du skjulte al deres Synd. Sela.
5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
15 Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
7 Ved din Trudsel, Jakobs Gud! er falden i en dyb Søvn baade Hest og Vogn.
7 De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl.
5 Vee Assur, (som er) min Vredes Riis! og min Fortørnelse er den Kjep, (som er) i deres Haand.
12 Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem.
13 Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig.
43 Og jeg stødte dem smaae som Jordens Støv; som Dynd paa Gader tyndgjorde jeg dem og udstrakte dem.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
3 Han afhuggede hvert Israels Horn i (sin) fnysende Vrede, han drog sin høire Haand tilbage for Fjendens Ansigt, og der brænder i Jakob som en Ildslue; den haver fortæret trindt omkring.
3 Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
38 Han skal befæstes som Maanen evindelig, og (som) det Vidne i den øverste Sky (skal han være) bestandig.
4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
28 Og Herren haver oprykket dem af deres Land i Vrede og i Hastighed og stor Fortørnelse, og bortkastet dem til et andet Land, som det sees paa denne Dag.
6 Lad lyne flux og adspred dem, udkast dine Pile og forfærd dem.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
31 Og jeg vil udøse min Vrede over dig, i min Grumheds Ild vil jeg blæse paa dig; og jeg vil give dig i ufornuftige Mænds Hænder, som ere Mestere til at fordærve.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.