Salmenes bok 18:7
Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
6 Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
32 (Naar) han seer til Jorden, da bæver den, (naar) han rører ved Bjergene, da ryge de.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
4 (Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?
5 han, som flytter Bjergene, at de ikke fornemme det, som omkaster dem i sin Vrede,
6 han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
8 Gud! der du drog ud frem for dit Folk, der du gik frem i de øde (Stæder), Sela —
7 Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
13 Derfor vil jeg bevæge Himmelen, og Jorden skal bæve fra sit Sted i den Herre Zebaoths Fortørnelse og paa hans grumme Vredes Dag.
1 Ogsaa for dette maa mit Hjerte forskrækkes og springe af sit Sted.
22 Thi en Ild er optændt i min Vrede, og den skal brænde til det nederste Helvede; og den skal fortære Landet og dets Grøde, og sætte Ild paa Bjergenes Grundvolde.
24 Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
6 Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
7 Jeg saae Cusans Pauluner under Møie; Gardinerne i Midians Land rystede.
11 Himmelens Piller skjælve og forfærdes for hans Trudsel.
4 Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
5 Bjergene smelte som Vox for Herrens Ansigt, for den ganske Jords Herres Ansigt.
15 Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem.
16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
19 Thi jeg haver talet (dette) i min Nidkjærhed, i min Grumheds Ild, at paa den samme Dag skal (visseligen) være en stor Bævelse i Israels Land.
20 Og Fiskene i Havet skulle bæve for mit Ansigt, og Fuglene under Himmelen, og de (vilde) Dyr paa Marken, og alt det Krybende, det, som kryber paa Jorden, og hvert Menneske, som er paa Jorden; og Bjergene skulle nedkastes, og Taarnene falde, og hver Muur skal falde til Jorden.
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
19 Landet skal aldeles sønderslaaes, Landet skal aldeles sønderrives, Landet skal aldeles bevæges.
30 Al Jorden bæve for hans Ansigt, og (Jordens) Kreds skal befæstes, at den ikke ryster.
2 der han havde stredet med de Mesopotamier og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog de Edomiter i Saltdalen, tolv tusinde.
7 Ved din Trudsel, Jakobs Gud! er falden i en dyb Søvn baade Hest og Vogn.
8 Du, du er forfærdelig, og hvo kan, staae for dit Ansigt, saasnart som du bliver vred?
3 Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
21 Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel,
4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
5 Bjergene fløde for Herrens Ansigt, (ja) Sinai selv for Herrens, Israels Guds, Ansigt.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
14 Og Himmelen veg bort som et Haandskrift, der sammenrulles, og hvert Bjerg og hver Ø flyttedes fra deres Steder.
9 Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.
13 indtil den faaer taget fat paa Jordens Vinger, at de Ugudelige udrystes af den,
18 Og Sinai Bjerg røg ganske for Herrens Ansigt, som foer ned over det i Ilden; og der opgik en Røg af det, som Røg af en Ovn, og alt Bjerget bævede saare.
10 Men den Herre Gud er Sandhed, han er den levende Gud og en evig Konge; Jorden skal bæve for hans Vrede; og Hedningerne kunne ikke taale hans Fortørnelse.
3 Herren er langmodig og af stor Kraft, og skal ikke holde (den Skyldige) for uskyldig; Herren, —hans Vei er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv.