Salmenes bok 97:4
Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Vandene saae dig, Gud! Vandene saae dig, de vare bange, ja, Afgrundene bevægedes.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
5 Bjergene smelte som Vox for Herrens Ansigt, for den ganske Jords Herres Ansigt.
6 Himlene kundgjøre hans Retfærdighed, og alle Folk see hans Ære.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
1 Herren regjerer, Jorden fryder sig, mange Øer glædes.
2 Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Thrones Befæstelse.
3 Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
3 Han lader den gaae ret frem under al Himmelen, og hans Lys er over Jordens Vinger.
4 Derefter brøler han (med sin) Røst, han tordner med sin høie Røst, og naar hans Røst skal høres, da undertrykker han dem ikke.
5 Gud tordner meget underligen med sin Røst; han gjør store Ting, og vi kunne ikke kjende (dem).
32 (Naar) han seer til Jorden, da bæver den, (naar) han rører ved Bjergene, da ryge de.
13 Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
14 Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst.
15 Og han udskjød Pile og adspredte dem, Lyn, og forfærdede dem.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
13 Af Skinnet, (som var) for ham, fore hans Skyer frem, (ja) Hagel og gloende Kul.
14 Og Herren tordnede i Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst; der var Hagel og gloende Kul.
7 Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
24 Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
30 Og Herren skal lade høre sin majestætiske Røst, og lade see, (at han) nedlader sin Arm i (sin) Vredes Grumhed og med en fortærende Ildslue, med Adspredelse og Vandskyl og Hagelstene.
30 Al Jorden bæve for hans Ansigt, og (Jordens) Kreds skal befæstes, at den ikke ryster.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
6 han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
7 Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,
7 Herrens Røst udhugger Ildsluer.
11 Himmelens Piller skjælve og forfærdes for hans Trudsel.
26 der han gjorde Regnen (en vis) Skik, og Vei til Lynet, (som gaaer) foran Torden,
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
8 Al Jorden frygte sig for Herren, alle Verdens Indbyggere ræddes for ham!
2 Du gjorde (fordum) underlige Ting, hvilke vi ikke forventede; du nedfoer, Bjerge bortfløde for dit Ansigt.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
6 Lad lyne flux og adspred dem, udkast dine Pile og forfærd dem.
16 naar han udgiver Røsten, (er der) et Bulder af Vande i Himmelen, og han drager Damp op fra Jordens Ende; han gjør Lynet (tillige) med Regnen, og udfører Veiret af sine Liggendefæ.
10 Jorden bæver for deres Ansigt, Himmelen bæver; Sol og Maane blive sorte, og Stjernerne forholde deres Skin.
8 Gud! der du drog ud frem for dit Folk, der du gik frem i de øde (Stæder), Sela —
5 Pestilentse gik frem for hans Ansigt, og gloende Gløder udkom fra hans Fødder.
6 Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
3 Thi see, Herren skal gaae ud fra sit Sted, og nedfare og træde paa Høiene i Landet.
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
4 Herrens Røst er med Kraft, Herrens Røst er med Herlighed.
22 Af Norden kommer Guld; (men o, hvad er der) en forfærdelig Majestæt hos Gud!
4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
13 Naar han udgiver Røsten, er Vandenes Mangfoldighed i Himmelen, og han kan opdrage Damp fra Jordens Ende; han gjorde Lynet (tilligemed) Regnen, og udførte Veir af sine Liggendefæ.
7 De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.