Habakkuk 3:10
Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
17 Vandene saae dig, Gud! Vandene saae dig, de vare bange, ja, Afgrundene bevægedes.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
6 Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
7 Jeg saae Cusans Pauluner under Møie; Gardinerne i Midians Land rystede.
8 Mon Herrens (Vrede) var optændt imod Floderne? mon din Vrede var imod Floderne? mon din Grumhed var imod Havet? der du foer paa dine Heste, dine Vogne vare til Frelse.
9 Din Bue blev aldeles aabenbar, (efter) de Eder til Stammerne, (efter dit) Ord, Sela! Du adskilte Jorden med Floder.
3 Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
11 Sol (og) Maane stode (stille i deres) Bolig; med Lyset fore dine Pile derhen, med Skinnet (foer) dit blinkende Spyd.
12 Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.
3 Havet saae og flyede, Jordanen løb tilbage.
4 Bjergene sprang som Vædere, Høiene som unge Lam.
5 Hvad (skadede) dig, du Hav, at du flyede, du Jordan, at du løb tilbage?
6 I Bjerge, at I sprang som Vædere, I Høie, som unge Lam?
7 Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
1 Ligesom Ild optænder det, der smeltes, (ligesom) Ild kommer Vand til at syde, — for at lade dine Fjender kjende dit Navn, (og) Hedningerne skulle bæve for dit Ansigt.
2 Du gjorde (fordum) underlige Ting, hvilke vi ikke forventede; du nedfoer, Bjerge bortfløde for dit Ansigt.
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
5 Bjergene fløde for Herrens Ansigt, (ja) Sinai selv for Herrens, Israels Guds, Ansigt.
24 Jeg saae Bjergene, og see, de bævede, og alle Høiene skjælvede.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.
7 De flyede for din Trudsel, de fore hasteligen bort for din Tordens Røst.
8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; (og) han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab for hans Ansigt kom for hans Øren.
3 Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).
4 (Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
8 Gud! der du drog ud frem for dit Folk, der du gik frem i de øde (Stæder), Sela —
7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
4 Hans Lyn oplyser Jorderige; Jorden seer det og bæver.
5 Bjergene smelte som Vox for Herrens Ansigt, for den ganske Jords Herres Ansigt.
15 Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem.
4 Der sønderbrød han Buens gloende (Pile), Skjold og Sværd og Krig. Sela.
15 Du traadte med dine Heste i Havet, (ja) i mange Vandes Hob.
6 Gud er midt deri, den skal ikke bevæges; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder.
4 Og Bjergene skulle smelte under ham, og Dalene revne som Vox for Ilden, som Vand, der flyder nedad.
15 Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
8 Du, du er forfærdelig, og hvo kan, staae for dit Ansigt, saasnart som du bliver vred?
14 Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst.
3 Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
9 Han lægger sin Haand paa den haarde Steen, han omkaster Bjergene fra Roden af.
7 Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
8 Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet.
6 Forfærdelige Ting skal du, vor Saligheds Gud! svare os i Retfærdighed, (du, som er) alle Jordens Enders Tillid, og deres, som ere langt borte ved Havet,