Habakkuk 3:9
Din Bue blev aldeles aabenbar, (efter) de Eder til Stammerne, (efter dit) Ord, Sela! Du adskilte Jorden med Floder.
Din Bue blev aldeles aabenbar, (efter) de Eder til Stammerne, (efter dit) Ord, Sela! Du adskilte Jorden med Floder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
11Sol (og) Maane stode (stille i deres) Bolig; med Lyset fore dine Pile derhen, med Skinnet (foer) dit blinkende Spyd.
12Du fremgik paa Jorden med Fortørnelse; du tærskede Hedningerne med Vrede.
13Du drog ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuste Hovedet af den Ugudeliges Huus, der du blottede Grundvolden indtil Halsen, Sela!
14Du igjennemborede Hovedet for hans Landsbyer ved hans Kjeppe; de stormede til at adsprede mig, deres Glæde var som til at æde en Elendig i Skjul.
15Du traadte med dine Heste i Havet, (ja) i mange Vandes Hob.
6Han stod og maalte Landet, han saae til og kom Hedningerne til at springe, og evige Bjerge bleve adspredte, de evige Høie bøiede sig; hans Gange ere evige.
7Jeg saae Cusans Pauluner under Møie; Gardinerne i Midians Land rystede.
8Mon Herrens (Vrede) var optændt imod Floderne? mon din Vrede var imod Floderne? mon din Grumhed var imod Havet? der du foer paa dine Heste, dine Vogne vare til Frelse.
15Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
15Du er den Gud, som gjør underlige Ting; du haver kundgjort din Styrke iblandt Folkene.
16Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
17Vandene saae dig, Gud! Vandene saae dig, de vare bange, ja, Afgrundene bevægedes.
18De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave (Tordens) Lyd, ja, dine Pile maatte fare frem.
3Og hans Hytte er i Salem, og hans Bolig i Zion.
4Der sønderbrød han Buens gloende (Pile), Skjold og Sværd og Krig. Sela.
4Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand.
5Og vær lykkelig i din Herlighed, far frem for Sandheds Skyld med Sagtmodighed (og) Retfærdighed; og din høire Haand skal lære dig forfærdelige Ting.
15Og han udskjød sine Pile og adspredte dem, og han lod meget lyne og forfærdede dem.
10Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger opløftes, da kan du, ja du komme dem til at høre op.
3Du er meget deiligere end Menneskens Børn, der er Naade udøst paa dine Læber; derfor velsignede dig Gud evindelig.
9da bævede Jorden, ogsaa Himlene dryppede for Guds Ansigt, (ja) Sinai selv for Guds, Israels Guds, Ansigt.
12Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem.
13Du, du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Dragers Hoveder i Vandene.
6Herre, din høire Haand har beviist sig herlig med Styrke; Herre, du nedslog Fjenden med din høire Haand.
7Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
6Lad lyne flux og adspred dem, udkast dine Pile og forfærd dem.
3Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
35Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
12Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13Han lod komme Pile af sit Kogger i mine Nyrer.
3Dit Folk (skal fremføre) frivillige (Offere) paa din Krafts Dag; i (saare) hellig Prydelse skal af Morgenrøden, som af Moders Liv, (fremkomme) dig din Afkoms Dug.
11Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.
10Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? den, som gjorde Havets Dybheder til en Vei, at de Igjenløste gik igjennem?
15Sku ned fra Himlene, og see fra din Helligheds og Herligheds Bolig; hvor er din Nidkjærhed og din Vælde? dine Indvoldes og dine Barmhjertigheders (stærke) Lyd holder sig tilbage mod mig.
13Du, du skabte Norden og Sønden; Thabor og Hermon skulle fryde sig i dit Navn.
5Hvad (skadede) dig, du Hav, at du flyede, du Jordan, at du løb tilbage?
3Havet saae og flyede, Jordanen løb tilbage.
6Du skjulte den med Afgrunden som med et Klæde; Vandene stode over Bjergene.
49Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
4Han haver spændt sin Bue som en Fjende, han stillede sig med sin høire Haand som en Modstander, og haver ihjelslaget Alle, som vare ønskelige for Øinene; han udøste sin Grumhed i Zions Datters Paulun som en Ild.
7Gud! sønderbryd deres Tænder i deres Mund; Herre! afbryd de unge Løvers Kindtænder.
9Kommer, seer Herrens Gjerninger, han, som haver sat Ødelæggelser paa Jorden,
3at kundgjøre din Miskundhed om Morgenen, og din Sandhed om Nætterne,
12Thi de bøiede (sig) over dig til det Onde, de tænkte et Anslag, (dog) de kunde ikke (fuldkomme) det.
25Jeg, jeg haver gravet og drukket Vand, og udtørret med mine Fødders Saale alle dybe Floder.
34Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie.