Jesaia 63:15
Sku ned fra Himlene, og see fra din Helligheds og Herligheds Bolig; hvor er din Nidkjærhed og din Vælde? dine Indvoldes og dine Barmhjertigheders (stærke) Lyd holder sig tilbage mod mig.
Sku ned fra Himlene, og see fra din Helligheds og Herligheds Bolig; hvor er din Nidkjærhed og din Vælde? dine Indvoldes og dine Barmhjertigheders (stærke) Lyd holder sig tilbage mod mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Ligesom Ild optænder det, der smeltes, (ligesom) Ild kommer Vand til at syde, — for at lade dine Fjender kjende dit Navn, (og) Hedningerne skulle bæve for dit Ansigt.
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
14 Ligesom Qvæget, der gaaer ned i Dalen, haver Herrens Aand ladet dem hvile; saaledes førte du dit Folk, for at gjøre dig et herligt Navn.
1 Davids Psalme; der han var i Judæ Ørk.
2 Gud! du er min Gud, jeg vil søg aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kjød længes efter dig udi et tørt og træt Land, hvor intet Vand er.
16 Du er dog vor Fader, thi Abraham veed Intet af os, og Israel kjender os ikke; (men) du, Herre, er vor Fader, vor Gjenløser er dit Navn af Evighed.
17 Herre! hvorfor vil du lade os fare vild fra dine Veie? (hvorfor) lader du vort Hjerte blive haardt, at (det) ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
8 Skal da Herren bortkaste i Evighederne, og ikke blive ved at have Behagelighed (til mig) ydermere?
9 Er hans Miskundhed ude evindelig? haver hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
3 Og de hørte det ikke fra gammel (Tid), de fornam det ikke med Øret; intet Øie haver seet det, uden du, O Gud! det, han skal gjøre ved den, som bier efter ham.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
50 indtil Herren seer ned og seer af Himmelen.
7 Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er vor Pottemager, og vi ere alle din Haands Gjerning.
19 Dette skal skrives for den Slægt, (som) herefter (kommer), og det Folk, som skal skabes, skal love Herren.
9 Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
15 See ned af din Helligheds Bolig, af Himmelen, og velsign dit Folk Israel og det Land, som du haver givet os, ligesom du haver svoret vore Fædre, et Land, som flyder med Melk og Honning.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
7 Jeg vil ihukomme Herrens Miskundheder, Herrens Priis, efter alt det, som Herren haver gjort imod os, og den megen Godhed imod Israels Huus, som han gjorde imod dem efter sin megen Barmhjertighed og efter sine Miskundheders Mangfoldighed.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
14 Svinet af Skoven haver nedtraadt det, og (vilde) Dyr paa Marken have afædet det.
6 Jeg udbredte mine Hænder til dig, min Sjæl er for dig som et vansmægtende Land. Sela.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg opløfter mine Øine til dig, som sidder i Himmelen.
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
5 Han optænker Uret paa sit Leie, han stiller sig paa en Vei, som ikke er god; det Onde forkaster han ikke.
1 Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
1 Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
18 Hvo er en Gud som du, som borttager Misgjerning, og som gaaer Overtrædelse forbi, for det Overblevne af hans Arv? som ikke holder fast ved sin Vrede evindeligen, fordi han haver Lyst til Miskundhed.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
3 Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.
8 Hvorledes skulde jeg hengive dig, Ephraim, og overantvorde dig, Israel? hvorledes skulde jeg gjøre ved dig som ved Adma? skulde jeg sætte dig som Zeboim? mit Hjerte haver vendt sig i mig, mine Fortrydelser ere optændte tillige.
5 De løbe og berede sig (imod mig), skjøndt der er ikke Misgjerning (hos mig); vaagn op at møde mig, og see (dertil)!
13 Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
11 Hvorfor vender du din Haand, ja din høire Haand tilbage? tag den aldeles midt ud af din Barm.
16 Herre! lad nu din Vrede og din Grumhed vende tilbage, efter alle dine Retfærdigheder, fra din Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgjerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, (som ere) trindt omkring os.
132 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig, eftersom du pleier imod dem, der elske dit Navn.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
7 Om vore Misgjerninger have svaret imod os, Herre! (da) gjør det (dog) for dit Navns Skyld; thi vore Afvendelser ere store, imod dig have vi syndet.
27 Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
2 O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
1 Hvorledes haver Herren formørket Zions Datter (med en tyk Sky) i sin Vrede? han haver kastet Israels Herlighed fra Himmelen til Jorden, og han kom ikke sine Fødders Fodskammel ihu paa sin Vredes Dag.
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ei heller det Dybe sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig.
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
15 Men du, Herre! er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed.
8 Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.