Salmenes bok 90:13
Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
14 Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.
15 Glæd os efter de Dage, hvori du haver plaget os, efter de Aar, i hvilke vi have seet Ulykke.
16 Lad din Gjerning sees for dine Tjenere, og din Herlighed over deres Børn.
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
21 Herre! omvend os til dig, at vi maae omvendes, forny vore Dage (som) af gammel Tid!
3 Opvæk din Magt for Ephraim og Benjamin og Manasse, og kom os til Frelse.
4 Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
17 Herre! hvorfor vil du lade os fare vild fra dine Veie? (hvorfor) lader du vort Hjerte blive haardt, at (det) ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2 Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
3 Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
4 Og min Sjæl er saare forfærdet; og du, Herre! hvor længe? —
14 Thi Herren skal dømme sit Folk, og det skal angre ham over sine Tjenere.
40 Lader os randsage vore Veie og opspore (dem) og vende om til Herren.
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
4 Du bortsamlede al din Grumhed, du vendte om fra din grumme Vrede.
5 Omvend os, vor Saligheds Gud! og tilintetgjør din Fortørnelse imod os.
6 Vil du evindeligen være vred paa os? vil du drage din Vrede fra Slægt til Slægt?
7 Vil du ikke gjøre os levende igjen, at dit Folk maa glæde sig i dig?
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
18 Lad din Haand være over din høire Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du bekræftede dig.
19 Saa ville vi ikke vende tilbage fra dig; du lade os leve, og vi ville kalde paa dit Navn.
5 Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?
14 Svinet af Skoven haver nedtraadt det, og (vilde) Dyr paa Marken have afædet det.
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ei heller det Dybe sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig.
17 Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
3 Herre! hvorlænge skulle de Ugudelige, hvorlænge skulle de Ugudelige fryde sig?
3 Vær os naadig, Herre! vær os naadig, thi vi ere meget mættede med Foragt.
1 Herre! kom ihu, hvad der er skeet os, sku og see vor Forhaanelse.
4 Herre! omvend vort Fængsel som Strømme i et tørt (Land).
8 Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.
9 Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
6 Herre! kom dine Barmhjertigheder og dine Miskundheder ihu; thi de have (været af) Evighed.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; giv din Tjener din Styrke og frels din Tjenesteqvindes Søn.
7 Du sætter os til en Trætte for vore Naboer, og vore Fjender spotte (os).
9 Thi naar I omvende eder til Herren, skulle eders Brødre og eders Børn faae Barmhjertighed for deres Ansigt, som holde dem fangne, saa at de skulle komme tilbage til dette Land; thi Herren eders Gud er naadig og barmhjertig, og skal ikke lade (sit) Ansigt vige fra eder, dersom I omvende eder til ham.
13 Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
76 Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener.
84 Hvor mange skulle din Tjeners Dage være? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig?
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
16 Herre! lad nu din Vrede og din Grumhed vende tilbage, efter alle dine Retfærdigheder, fra din Stad Jerusalem, dit hellige Bjerg; thi for vore Synders Skyld og for vore Fædres Misgjerningers Skyld er Jerusalem og dit Folk blevet til Forhaanelse for alle dem, (som ere) trindt omkring os.
15 Sku ned fra Himlene, og see fra din Helligheds og Herligheds Bolig; hvor er din Nidkjærhed og din Vælde? dine Indvoldes og dine Barmhjertigheders (stærke) Lyd holder sig tilbage mod mig.
7 Fra eders Fædres Dage afvege I fra mine Skikke og bevarede dem ikke; vender om til mig, og jeg vil vende om til eder, sagde den Herre Zebaoth; og I sagde: Hvormed skulle vi vende om?
29 Kjære, omvender eder, lader Uretfærdighed ikke være (hos eder), ja, omvender eder, endnu (skal) min Retfærdighed (kjendes) i den (Sag).