Salmene 90:9
Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
13 Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
14 Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.
15 Glæd os efter de Dage, hvori du haver plaget os, efter de Aar, i hvilke vi have seet Ulykke.
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
4 Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.
5 Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.
6 Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Grumhed.
8 Du sætter vore Misgjerninger for dig, vor skjulte (Synd) for dit Ansigts Lys.
9 — thi vi (bleve til) igaar og vide Intet; thi vore Dage ere en Skygge paa Jorden —
45 Du lod hans Reenhed ophøre, og kastede hans Throne ned til Jorden.
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
15 Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gjæster, som alle vore Fædre; vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og (her er) ingen Forhaabning.
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
6 Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
18 De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
5 Omvend os, vor Saligheds Gud! og tilintetgjør din Fortørnelse imod os.
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke seet det Gode.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
8 Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
5 Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?
12 Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder svare imod os; thi vore Overtrædelser ere hos os, og vi kjende vore Misgjerninger,
27 Herrens Frugt skal formere Dagene, men de Ugudeliges Aar skulle forkortes.
43 Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
22 Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
9 Vi see ikke vore Tegn; der er ingen Prophet ydermere, og Ingen hos os, som veed, hvorlænge (det skal vare).
5 Synger (Psalmer) for Herren, I hans Hellige, og takker ham til hans Helligheds Ihukommelse.
9 Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.