Jobs bok 7:6
Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.
8 Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke seet det Gode.
26 De ere fremfarne med ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
3 saaledes haver jeg faaet Forfængeligheds Maaneder mig til Arv, og de have talt mig møisommelige Nætter til.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
5 Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
11 Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
16 Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
18 Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
10 Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
1 Et Menneske, født af en Qvinde, (lever) en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
1 Er ikke et Menneske i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
14 Thi hans Haab skal blive afskaaret, og hans Tillid er (som) en Spindelvæv.
9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.
7 Visselig, Mennesket gaaer frem (som) i et Billede, visselig, de gjøre sig (megen) Uro forgjæves; man samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det.
15 Forskrækkelser vendte sig imod mig og forfulgte min Herlighed som Veir, og min Frelse er gaaen forbi som en Sky.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
23 Jeg gaaer bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver udstødt som en Græshoppe.
28 Og han bliver gammel som af Raaddenhed. som et Klæde, det Møl æder.
15 Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
9 — thi vi (bleve til) igaar og vide Intet; thi vore Dage ere en Skygge paa Jorden —
3 Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
20 Mit Paulun er forstyrret, og alle mine Snorer ere sønderslidte; mine Børn ere udgangne fra mig, og de ere ikke mere til; Ingen udslaaer ydermere mit Paulun eller ophænger mine Gardiner.
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
1 Vee mig! thi jeg er som de Ting, der eftersankes om Sommeren, som (efterladte) Viinqviste i Viinhøsten; der er ikke en Viindrue til at æde, (eller) den første Frugt, som min Sjæl havde Lyst til.