Jobs bok 17:1
Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 alt saa længe min Aande er i mig, og Guds Aand i min Næse,
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
15 saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).
16 Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
14 Jeg siger til Forraadnelsen: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
16 De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
18 Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.
2 Ere der ikke Spottere hos mig, saa mit Øie maa ligge (vaagent) om Natten, naar de have forbittret (mig)?
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
3 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
4 Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
5 Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
6 Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
7 Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
18 Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
17 Min Aand var fremmed for min Hustru, og jeg maa bede til mit Livs Børn om Naade.
7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
28 Og han bliver gammel som af Raaddenhed. som et Klæde, det Møl æder.
18 Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
10 Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.