Jobs bok 16:22
Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
21for jeg gaaer bort og kommer ikke tilbage, (bort) til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
21Ak! kunde en Mand gaae irette med Gud, som et Menneskes Barn med sin Næste!
13Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
10Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
11Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
12Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
6Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
7Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.
8Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
9En Sky forgaaer og farer bort; ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op (igjen).
10Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.
11(Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
7Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
8See, vil jeg gaae fremad, da er han (der) ikke, eller tilbage, da fornemmer jeg ham ikke.
16Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
26Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,
27hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
19(Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
20Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
13Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
23Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.
13Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
14Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
15See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
11Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
21Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
10Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
11Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
2Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
15Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
23Men nu, det er dødt, hvorfor skal jeg (da) faste? kan jeg endnu hente det tilbage? jeg farer til det, men det kommer ikke tilbage til mig.
1Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
7Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgjøre Viisdom.
2Og han sagde: See nu, jeg er gammel og veed ikke min Dødsdag.
32Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde komme tilsammen for Dommen.
22og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
3Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
15Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
6Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?
7og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
14hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?
22Thi jeg veed ikke at nævne Nogen (med Ærestitel; thi) den, som gjorde mig, maatte optage mig om en liden (Tid).
18Og jeg sagde: Jeg vil opgive Aanden i min Rede, og gjøre Dagene mangfoldige som Sand.
6da lad af fra ham, at han maa hvile, indtil han faaer Behagelighed, som en Daglønner til sin Dag.
2Bi mig lidet, og jeg vil kundgjøre dig, at (her er) endnu at tale for Gud.
22Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
32Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
29Dersom I toge ogsaa denne fra mit Ansigt, og han kom til Ulykke, da førte I mine graae Haar med Ulykke ned i Graven.