Jobs bok 17:15
Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
14Jeg siger til Forraadnelsen: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
16De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
17Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
18Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
11Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
7Visselig, Mennesket gaaer frem (som) i et Billede, visselig, de gjøre sig (megen) Uro forgjæves; man samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det.
5Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
6Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
7Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.
8Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
1Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
9Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.
10Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
15Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
18Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!
19Jeg skulde have været, som jeg ikke havde været til, været ført til Graven af Moders Liv.
20Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
21for jeg gaaer bort og kommer ikke tilbage, (bort) til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
13Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
13Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
13Saa ere alle deres Stier, som glemme Gud, og en Øienskalks Haab skal fortabes.
14Thi hans Haab skal blive afskaaret, og hans Tillid er (som) en Spindelvæv.
8Thi hvad er en Øienskalks Forventelse, naar (Gud) afskjærer (ham)? thi Gud skal oprykke hans Sjæl.
26Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,
27hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
21Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
9Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede (om Naade).
7Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
18Hvorfor kom jeg ud af (Moders) Liv til at see Møie og Sorg, og mine Dage skulle endes med Skamme?
21Dette vil jeg tage mig til Hjerte igjen, derfor vil jeg haabe.
19Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
6Var ikke din Gudsfrygt dit Haab, (og dine) Veies Fuldkommenhed din Forventelse?
11Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
15See, de, de sige til mig: Hvor er Herrens Ord? Kjære, lad det komme.
15See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
7Thi et Træ haver Haab, naar det er afhugget, og det kan endnu omskiftes, og dets (unge) Qvist skal ikke lade af.
20Men de Ugudeliges Øine skulle fortæres, og (deres) Tilflugt skal forgaae fra dem, og deres Haab skal være, som naar En udgiver Aanden.
47Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
7Naar et ugudeligt Menneske døer, forgaaer (hans) Haab, og de Uretfærdiges Forventelse forgaaer.
17Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
15Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
16Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
18Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
3(Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
11Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
5Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
19Hvor er den Vei, der hvor Lyset mon boe, og hvor er Mørkheds Sted?
19Vandet hensmuler Stenene, og (en Strøm) bortskyller det, som voxer af sig selv deraf, af Jordens Støv; saaledes fordærver du et Menneskes Forventelse.