Jobs bok 13:15
See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
16 Han skal være mig til Salighed; men der skal ingen Øienskalk komme for hans Ansigt.
9 og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
18 See, Kjære, (naar) jeg faaer ordentlig beskikket Retten, (da) veed jeg, at jeg, jeg skal blive retfærdig.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
20 Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
25 Thi jeg veed, at min Frelser lever, og den Sidste skal staae paa Støvet.
26 Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,
27 hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
14 Men du siger, du beskuer ham ikke; (der er dog) Dom for hans Ansigt, derfor vent (ikkun) paa ham.
5 Det skal være langt fra mig, at jeg skal give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke vende min Fuldkommenhed fra mig.
6 Jeg vil holde fast ved min Retfærdighed og ikke lade af fra den, mit Hjerte skal ikke forhaane mig for mine Dages Skyld.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14 Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
10 Thi han kjender den Vei, som er hos mig; (naar) han havde prøvet mig, maatte jeg udkomme som Guldet.
11 Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og der ere mange saadanne Ting hos ham.
6 Mon han skulde trætte imod mig med stor Kraft? nei, men han skulde lægge (Kraft) i mig.
7 Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
15 saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).
35 (Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).
3 Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
3 Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
8 Dog, jeg vil søge hen til Gud, og til Gud vil jeg rette min Tale,
15 Thi om jeg end var retfærdig, vilde jeg ikke svare; jeg maa bede den om Naade, som dømmer mig.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
22 Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,
28 da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
10 See, han haver fundet Sag imod mig, (derfor) agter han mig for sin Fjende.
15 Haver jeg handlet ugudeligen, (da) vee mig! og var jeg retfærdig, (da) vilde jeg (dog) ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse, see dog til min Elendighed!
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
13 Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
5 at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
1 Davids (Psalme). Herre! skaf mig Ret, thi jeg, jeg haver vandret i min Fuldkommenhed, og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
19 Om (jeg vilde flye) til Magt, see, da er han stærk, eller og til Ret, hvo vilde bringe mig i Tale (med ham)?
11 Men jeg, jeg vil vandre i min Fuldkommenhed; forløs mig og vær mig naadig.
23 Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
6 Jeg maa straffes for Løgn, alligevel jeg haver Ret; den Piil, (som trykker) mig, gjør skrøbelig, (skjøndt der er) ikke Overtrædelse (hos mig).