Jobs bok 13:16
Han skal være mig til Salighed; men der skal ingen Øienskalk komme for hans Ansigt.
Han skal være mig til Salighed; men der skal ingen Øienskalk komme for hans Ansigt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
15See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
8For dette maae de Oprigtige forskrækkes, og den Uskyldige opvækkes mod en Øienskalk.
9Dog, den Retfærdige skal holde ved sin Vei, og den, som haver rene Hænder, skal faae mere Styrke.
17Hører flittig min Tale og det, jeg kundgjør for eders Øren.
4skulle mine Læber ikke tale Uret, og min Tunge ikke optænke Svig.
5Det skal være langt fra mig, at jeg skal give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke vende min Fuldkommenhed fra mig.
6Jeg vil holde fast ved min Retfærdighed og ikke lade af fra den, mit Hjerte skal ikke forhaane mig for mine Dages Skyld.
7Min Fjende skal vorde som en Ugudelig, og den, som opreiser sig imod mig, som en Uretfærdig.
8Thi hvad er en Øienskalks Forventelse, naar (Gud) afskjærer (ham)? thi Gud skal oprykke hans Sjæl.
9Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
13Saa ere alle deres Stier, som glemme Gud, og en Øienskalks Haab skal fortabes.
16Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
30paa det et Menneske, som er en Øienskalk, skal ikke regjere, at der skulle ikke være Snarer for Folket.
4Den, som haver uskyldige Hænder og er reen af Hjertet, som ikke haver taget sin Sjæl forfængelig (i sin Mund) og ei svoret svigelig.
5Han skal annamme Velsignelse fra Herren, og Retfærdighed fra sin Saligheds Gud.
2See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
4See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
5at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
6Ved dig ville vi stange vore Fjender, i dit Navn ville vi undertræde dem, som staae op imod os.
11Men jeg, jeg vil vandre i min Fuldkommenhed; forløs mig og vær mig naadig.
10Lad dog de Ugudeliges Ondskab faae Ende, men stadfæst den Retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud!
27hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
34Thi en Øienskalks Forsamling (skal blive) eenlig, og Ild skal fortære de Pauluner, (som ere byggede) af Skjenk.
9Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
9En Øienskalk fordærver sin Næste med Munden, men de Retfærdige udfries ved Kundskab.
1Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
18Dog vil jeg, jeg være lystig i Herren; jeg vil fryde mig i min Saligheds Gud.
7Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
6Du elskede alle fordærvelige Ord (og) en svigefuld Tunge.
7Gud skal og nedbryde dig evindelig, han skal borttage dig og udrydde dig af Paulunet, ja oprykke dig med Rod af de Levendes Land. Sela.
4Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
8(Han er) nær, som mig retfærdiggjør; hvo vil trætte med mig? lader os staae tilhobe; hvo (er den), som haver Ret imod mig? han komme hid til mig.
16Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
4Thi du sagde: Min Lærdom er reen, og jeg er (heel) reen for dine Øine.
5Thi mit Huus er ikke saa med Gud; thi han haver sat mig en evig Pagt, som er ordentligen beskikket i alle (Maader) og bevaret; thi han skal være al min Salighed og al (min) Lyst, enddog han ikke (endnu) lader (ham) opvoxe.
6Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke (komme) i Ulykke.
13De, som sidde i Porten, snakke om mig, og (jeg er) deres Strængeleg, som drikke stærk Drik.
6Jeg vil befale min Aand i din Haand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!
2Den Ugudeliges Overtrædelse siger (mig) inden i mit Hjerte: Der er ikke Gudsfrygt for hans Øine.
46Den Fremmedes Børn affaldt, de forfærdedes, (naar de udgik) af deres indelukkede Huler.
3(Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
28Han haver forløst min Sjæl, at den ikke farer i Fordærvelsen, og mit Liv skal see paa Lyset.
7Ville I tale for Gud med Uret, og tale Svig for ham?
20Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
7Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
1Davids (Psalme). Herre! skaf mig Ret, thi jeg, jeg haver vandret i min Fuldkommenhed, og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
2Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
31Han skal ikke kunne forlade sig paa Forfængelighed, hvorved han er forført; thi Forfængelighed skal vorde hans Betaling.
2Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!