Job 19:27
hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
25 Thi jeg veed, at min Frelser lever, og den Sidste skal staae paa Støvet.
26 Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,
7 Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.
8 Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
11 Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
9 Det Øie, som haver seet ham, skal ikke gjøre det mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
15 See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
5 Jeg haver hørt dig med hørende Øre, og nu haver mit Øie seet dig.
6 Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
15 (Men) jeg, jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed, jeg skal mættes, naar jeg opvaagner (efter) din Lignelse.
28 Sandelig, I skulle sige: Hvorfor forfølge vi ham? thi Roden til Handelen er funden i mig.
22 Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
11 See, han gaaer over for mig, og jeg seer (ham) ikke, og han gaaer frem, og jeg forstaaer mig ikke paa ham.
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
11 Men du skal ophøie mit Horn som en Eenhjørnings; jeg er overgydet med fersk Olie.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
9 Thi jeg seer ham af Klippernes Top, og af Høiene beskuer jeg ham; see, det Folk skal boe alene, og skal ikke regnes iblandt Hedningerne.
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
6 Jeg vil holde fast ved min Retfærdighed og ikke lade af fra den, mit Hjerte skal ikke forhaane mig for mine Dages Skyld.
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
8 See, vil jeg gaae fremad, da er han (der) ikke, eller tilbage, da fornemmer jeg ham ikke.
9 Naar han gjør (Noget) paa den venstre Side, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig paa den høire Side, da kan jeg ikke see (ham).
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
20 Dog, gjør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
17 Jeg vil kundgjøre dig det, hør mig; thi jeg haver seet det og vil fortælle det,
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
20 Mine Been hænge ved min Hud og ved mit Kjød, og (neppe) er jeg undkommen med mine Tænders Hud.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
22 Hvorfor forfølge I mig, som Gud, og kunne ikke mættes af mit Kjød?
17 Dine Øine skulle beskue Kongen i hans Deilighed, de skulle see et langt fraliggende Land.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
25 Hvem haver jeg i Himlene? og lige med dig haver jeg ikke Lyst til Noget paa Jorden.
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
12 Og du, Herre Zebaoth, som prøver en Retfærdig, som seer Nyrer og Hjerte, lad mig see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret dig min Sag.
9 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kjød skal boe tryggelig.
23 Og naar jeg borttager min Haand, da skal du see mig bag til; men mit Ansigt kan ikke sees.
3 alt saa længe min Aande er i mig, og Guds Aand i min Næse,
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
20 Hans Øine see hans Fordærvelse, og han drikker af den Almægtiges Hastighed.
1 See, det haver mit Øie seet altsammen, mit Øre haver hørt og forstaaet sig derpaa.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14 Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
18 Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!
9 Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.
10 Og jeg (siger) ogsaa: Mit Øie skal ikke spare, og jeg vil ikke skaane; (men) jeg haver lagt deres Vei paa deres Hoved.
21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
27 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.