Job 17:7
Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
15 Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
6 Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
7 Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.
8 Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
17 Derfor er vort Hjerte svagt, derfor ere vore Øine formørkede,
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
9 Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem; jeg er indelukket og kan ikke komme ud.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
51 Mit Øie handlede (ilde) med mit Liv for alle min Stads Døttres Skyld.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
8 At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
12 De gjøre Nat til Dag, (at jeg kan ikke sove,) og Lyset er nær (ved at vige) for Mørkets Skyld.
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
2 Ere der ikke Spottere hos mig, saa mit Øie maa ligge (vaagent) om Natten, naar de have forbittret (mig)?
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og mit Orgel til de Grædendes Lyd.
12 Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
82 Mine Øine forsmægtede for dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
3 saaledes haver jeg faaet Forfængeligheds Maaneder mig til Arv, og de have talt mig møisommelige Nætter til.
49 Mit Øie flød og kunde ikke holde stille, (fordi der er) ingen Afladelse,
3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.