Salmenes bok 6:7
Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
6 Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
51 Mit Øie handlede (ilde) med mit Liv for alle min Stads Døttres Skyld.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
8 Mit Øie er gjennemstukket af Harm; (det) er blevet gammelt formedelst alle mine Fjender.
3 Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
48 Mit Øie randt med Vandbække over mit Folks Datters Forstyrrelse.
49 Mit Øie flød og kunde ikke holde stille, (fordi der er) ingen Afladelse,
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
8 At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
9 Hans Vrede haver sønderrevet (mig), og han hader mig; han skjærer over mig med sine Tænder, min Modstander stirrer med sine Øine imod mig.
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
9 Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem; jeg er indelukket og kan ikke komme ud.
11 Men du skal ophøie mit Horn som en Eenhjørnings; jeg er overgydet med fersk Olie.
82 Mine Øine forsmægtede for dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?
2 Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
3 Hvorlænge skal jeg raadslaae i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen? hvorlænge skal min Fjende ophøie sig over mig?
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
19 See til mine Fjender, thi de ere mange og hade mig med fortrædeligt Had.
7 Han skal betale mine Fjender det Onde igjen; udryd dem ved din Sandhed!
7 Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.
8 Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
9 for de Ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, (ja) min Sjæls Fjenders, som omringe mig.
123 Mine Øine længes efter din Salighed og efter din Retfærdigheds Ord.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
2 Ere der ikke Spottere hos mig, saa mit Øie maa ligge (vaagent) om Natten, naar de have forbittret (mig)?
5 Jeg, jeg sagde: Herre! vær mig naadig, helbred min Sjæl; thi jeg haver syndet imod dig.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
19 Lad dem ikke glædes over mig, som ere mine Fjender uden Skyld, eller dem blinke med Øiet, som hade mig uden Aarsag.
5 dersom jeg haver vederlagt den Ondt, som holder Fred med mig, — ja, jeg haver friet (den, som var) min Fjende uden Aarsag —
139 Min Nidkjærhed havde nær udryddet mig, thi mine Modstandere havde glemt dine Ord.
2 Gud! vær mig naadig, thi et Menneske (søger at) opsluge mig; han vil den ganske Dag fortrænge mig med Strid.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.