Klagesangene 1:21
De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
11 Alt dens Folk sukker og søger efter Brød, de give deres ønskelige Ting for Mad, at vederqvæge (deres) Sjæl; see, Herre! og sku, at jeg er ringe (agtet)!
12 Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
14 Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
5 Jeg, jeg sagde: Herre! vær mig naadig, helbred min Sjæl; thi jeg haver syndet imod dig.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
10 Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
19 See til mine Fjender, thi de ere mange og hade mig med fortrædeligt Had.
1 Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
2 Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
26 Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
17 Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
22 Lad der høres Skrig af deres Huse, naar du hasteligen skal lade komme en Trop over dem; thi de grove en Grav til at gribe mig, og skjulte Snarer for mine Fødder.
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
2 Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
7 Og dersom En (af dem) kommer at see (mig), taler han Falskhed, hans Hjerte samler sig Uret (tilsammen); gaaer han ud udenfor, da taler han (derom).
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
16 Alle dine Fjender oplode deres Mund over dig, hvidslede og skare med Tænderne; de sagde: Vi have opslugt; ja, denne er den Dag, som vi biede efter, vi fandt, vi saae (den).
16 Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
12 Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
21 Og de lode deres Mund vidt op imod mig, de sagde: Ha, ha! det saae vort Øie.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
12 Mine Venner og mine Staldbrødre staae tvært over for (og see paa) min Plage, og mine Nærmeste staae langt borte.
41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, (ja) mine Hadere, og jeg udrydder dem.