Salmenes bok 13:2
Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
3Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
3Hvorlænge skal jeg raadslaae i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen? hvorlænge skal min Fjende ophøie sig over mig?
4See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
24Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
9Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
10Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
11I (det der drives) Mord i mine Been, forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
10Gud! hvorlænge skal Modstanderen forhaane? skal Fjenden foragte dit Navn evindeligen?
5dersom jeg haver vederlagt den Ondt, som holder Fred med mig, — ja, jeg haver friet (den, som var) min Fjende uden Aarsag —
1Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
2Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
46Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
5Jeg, jeg sagde: Herre! vær mig naadig, helbred min Sjæl; thi jeg haver syndet imod dig.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
1Til Sangmesteren; om en stum Due i de langt fraliggende (Stæder); Davids gyldne (Smykke); der Philisterne havde grebet ham i Gath.
2Gud! vær mig naadig, thi et Menneske (søger at) opsluge mig; han vil den ganske Dag fortrænge mig med Strid.
10Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
3Herre! hvorlænge skulle de Ugudelige, hvorlænge skulle de Ugudelige fryde sig?
84Hvor mange skulle din Tjeners Dage være? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig?
5Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?
3Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
7Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
21De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
3Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
6Min Sjæl har meget (længe) boet hos den, som hader Fred.
8Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
19Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?
19See til mine Fjender, thi de ere mange og hade mig med fortrædeligt Had.
5Disse Ting vil jeg komme ihu og udøse min Sjæl hos mig (selv); thi jeg vilde gaae frem med Hoben, vilde gaae afsted med dem til Guds Huus med Frydeskrigs og Taksigelses Røst iblandt den Hob, som holder helligt.
7Min Fjende skal vorde som en Ugudelig, og den, som opreiser sig imod mig, som en Uretfærdig.
2Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Tranghed udbredte du (Rummet) for mig; vær mig naadig og hør min Bøn.
4Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
2Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
14Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
3Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
15Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
1Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
13Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
5Hvorfor nedbøier du dig, min Sjæl, og hvorfor bruser du over mig? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham; (thi han er) mit Ansigts megen Frelse og min Gud.
24Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
13Lad dem beskjæmmes, (ja) fortæres, som staae imod min Sjæl; lad dem iføres med Forhaanelse og Skjændsel, som søge min Ulykke.
17Herre! hvor længe vil du see til? før min Sjæl tilbage fra deres Ødelæggelse, min Eneste fra de unge Løver.