Job 19:2
Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Men Job svarede og sagde:
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
2 Naar ville I gjøre Ende paa Tale? forstaaer (dog dette), og derefter ville vi tale (mere).
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
3 Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
17 Thi han sønderknuser mig med en Storm, og gjør mig mange Saar uden Aarsag.
18 Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.
1 Og Job blev ved at tage paa sit Sprog og sagde:
2 (Saa vist som) Gud lever, som haver borttaget min Ret, og den Almægtige, som haver beskeligen bedrøvet min Sjæl,
19 Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?
1 Da svarede Job og sagde:
2 Jeg haver hørt mange Ting som disse; I ere allesammen møisommelige Trøstere.
3 Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?
4 Jeg, jeg kunde ogsaa tale som I; gid eders Sjæl var i min Sjæls Sted! jeg kunde (og) sammenføie (mange) Ord imod eder og ryste over eder med mit Hoved.
5 (Men) jeg vilde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Rørelse skulde forhindre (eders Smerte).
6 (Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
2 Hvor længe vil du tale disse Ting? og (hvor længe skulle) din Munds Taler være et mægtigt Veir?
2 Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
14 Han gjorde mig en Sønderrivelse over den anden; han haver løbet imod mig som en vældig (Krigsmand).
22 Hvorfor forfølge I mig, som Gud, og kunne ikke mættes af mit Kjød?
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
5 Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
1 Men Job svarede og sagde:
2 Min Klage er end idag (agtet) for en Gjenstridighed, den Haand, mig (trykker), er svarere end mit Suk.
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
16 Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
5 I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde Kjød gjøre mig?
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
26 Skulde I optænke Ord til at straffe? og skulde den Mistrøstiges Taler (agtes som) et Veir?
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
4 (Hvorlænge) skulle de udgyde (deres Ord), skulle de tale haardt? (hvorlænge) skulle de tale om sig selv, Alle, som gjøre Uret?
5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
18 Hvorfor varer min Pine evindeligen, og min Plage er ulægelig, saa den ikke vil læges? du er vist bleven mig ligesom en skuffende (Kilde), (som) Vande, der ikke ere bestandige.
2 Og Job svarede og sagde:
9 Hans Vrede haver sønderrevet (mig), og han hader mig; han skjærer over mig med sine Tænder, min Modstander stirrer med sine Øine imod mig.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
2 Gid min Harm maatte veies, og man vilde opløfte min Ulykke tilsammen i Vægtskaaler!
1 Men Job svarede og sagde:
2 Hører flittig min Tale, og lader dette være eders megen Trøst.
5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
12 Jeg var rolig, men han sønderrev mig, og tog fat paa min Nakke og sønderslog mig, og opreiste mig sig til et Maal.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
3 Han er aleneste min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, at jeg skal ikke rokkes meget.