Job 7:11
(Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
(Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.
12 Er jeg et Hav eller en Hvalfisk, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
18 Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
19 Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?
20 Haver jeg syndet, hvad skal jeg (da) gjøre dig, du Menneskens Vogter? hvorfor haver du sat mig dig til Stød, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
6 (Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
15 saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).
16 Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,
28 da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
7 See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
2 Min Klage er end idag (agtet) for en Gjenstridighed, den Haand, mig (trykker), er svarere end mit Suk.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
10 Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.
2 Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
20 Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
18 Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
2 Jeg vil raabe til Herren med min Røst, jeg vil bede til Herren om Naade med min Røst.
25 Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
7 Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
6 Jeg vil holde fast ved min Retfærdighed og ikke lade af fra den, mit Hjerte skal ikke forhaane mig for mine Dages Skyld.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
10 fordi den ikke lukkede min (Moders) Livs Døre, og ikke skjulte Møie for mine Øine.
20 Skulde det fortælles ham, naar jeg taler? mon Nogen kan tale (til ham)? thi han maatte blive opslugt.
9 Jeg vil bære Herrens Vrede, thi jeg haver syndet imod ham, indtil han udfører min Sag og skaffer mig Ret; han skal udføre mig til Lyset, jeg skal see paa hans Retfærdighed.
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
3 alt saa længe min Aande er i mig, og Guds Aand i min Næse,
30 — jeg tilstedede ikke min Gane at synde, at begjære ved Forbandelse hans Sjæl —