Jobs bok 3:10
fordi den ikke lukkede min (Moders) Livs Døre, og ikke skjulte Møie for mine Øine.
fordi den ikke lukkede min (Moders) Livs Døre, og ikke skjulte Møie for mine Øine.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Hvorfor døde jeg (ikke) fra Moders Liv af? (hvorfor) udkom jeg af Livet og opgav (ikke strax) Aanden?
12 Hvorfor forekom Knæerne mig, og hvorfor er jeg opfostret med Bryst?
13 Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,
17 at man ikke dræbte mig fra (Moders) Liv, eller at min Moder (ikke) blev min Grav, og hendes Liv (ikke) frugtsommeligt evindeligen!
18 Hvorfor kom jeg ud af (Moders) Liv til at see Møie og Sorg, og mine Dage skulle endes med Skamme?
18 Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!
19 Jeg skulde have været, som jeg ikke havde været til, været ført til Graven af Moders Liv.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
16 eller jeg havde ikke været til som et skjult utidigt Foster, som de spæde Børn, der ikke have seet Lyset.
9 Stjerner i dens Tusmørke skulle formørkes, den skal vente paa Lys, og det skal ikke (komme), og den skal ikke see Morgenrødens Øienlaage;
3 Fortabt vorde den Dag, paa hvilken, jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfangen!
4 Den samme Dag skal være (heel) mørk, Gud skal fra oven af ikke spørge efter den, og intet Skin skal skinne over den.
17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.
8 Og (hvo) bedækkede Havet med Døre, der det udbrast og vilde udgaae (som) af (Moders) Liv?
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
9 Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!
10 Du er dog den, som drog mig af (Moders) Liv, som gjorde, at jeg forlod mig (paa dig, der jeg laae) ved min Moders Bryst.
14 Forbandet være den Dag, paa hvilken jeg blev født! den Dag, paa hvilken min Moder fødte mig, skal ikke vorde velsignet.
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
15 Haver han, som gjorde mig i (Moders) Liv, ikke (ogsaa) gjort hiin? og haver (ikke) den Ene beredt os (begge) i Moderslivet?
16 Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
23 den Mand, hvis Vei er skjult, og Gud haver gjort Skjul omkring ham.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
18 — thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
3 Derfor ere mine Lænder fulde af Forfærdelse, Veer have betaget mig, ligesom Veer (betage den), som føder; jeg vred mig for at høre det, jeg blev forfærdet, da jeg saae det.
13 Smerter skulle komme paa ham (som) paa hende, der føder; han er ikke en viis Søn, (thi ellers) havde han ikke staaet (saa lang) en Tid i Børnenes Fødselssted.
3 Thi (ogsaa) jeg var min Faders Søn, øm og (som) den Eneste for min Moder.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde mine Kobberlænker svare.
8 Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
25 Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
10 Vee mig, min Moder! at du fødte mig, en Mand, mod hvem alt Landet kiver og trætter; jeg haver ikke sat paa Aager, og de have ikke sat paa Aager hos mig, dog forbander Enhver mig.
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
6 Jeg haver fast forladt mig paa dig fra (Moders) Liv, du drog mig af min Moders Liv; min Ros er altid om dig.
13 Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.
20 Hvorfor giver han en Ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskeligen bedrøvede i Sjælen?
15 Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.
3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
8 Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.
17 Have Dødens Porte aabnet sig for dig, eller kan du see Dødens Skygges Porte?
1 Et Menneske, født af en Qvinde, (lever) en stakket Tid og mættes af Uro.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.