Jobs bok 3:11
Hvorfor døde jeg (ikke) fra Moders Liv af? (hvorfor) udkom jeg af Livet og opgav (ikke strax) Aanden?
Hvorfor døde jeg (ikke) fra Moders Liv af? (hvorfor) udkom jeg af Livet og opgav (ikke strax) Aanden?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12Hvorfor forekom Knæerne mig, og hvorfor er jeg opfostret med Bryst?
13Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,
18Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!
19Jeg skulde have været, som jeg ikke havde været til, været ført til Graven af Moders Liv.
20Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
9Stjerner i dens Tusmørke skulle formørkes, den skal vente paa Lys, og det skal ikke (komme), og den skal ikke see Morgenrødens Øienlaage;
10fordi den ikke lukkede min (Moders) Livs Døre, og ikke skjulte Møie for mine Øine.
17at man ikke dræbte mig fra (Moders) Liv, eller at min Moder (ikke) blev min Grav, og hendes Liv (ikke) frugtsommeligt evindeligen!
18Hvorfor kom jeg ud af (Moders) Liv til at see Møie og Sorg, og mine Dage skulle endes med Skamme?
16eller jeg havde ikke været til som et skjult utidigt Foster, som de spæde Børn, der ikke have seet Lyset.
2Og Job svarede og sagde:
3Fortabt vorde den Dag, paa hvilken, jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfangen!
14Forbandet være den Dag, paa hvilken jeg blev født! den Dag, paa hvilken min Moder fødte mig, skal ikke vorde velsignet.
14hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?
15Haver han, som gjorde mig i (Moders) Liv, ikke (ogsaa) gjort hiin? og haver (ikke) den Ene beredt os (begge) i Moderslivet?
16Dersom jeg haver negtet de Ringes Begjæring og fortæret Enkernes Øine,
9Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!
10Du er dog den, som drog mig af (Moders) Liv, som gjorde, at jeg forlod mig (paa dig, der jeg laae) ved min Moders Bryst.
6Jeg haver fast forladt mig paa dig fra (Moders) Liv, du drog mig af min Moders Liv; min Ros er altid om dig.
15saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).
16Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
13Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
5Thi jeg, jeg kjender mine Overtrædelser, og min Synd er altid for mig.
11(Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12Er jeg et Hav eller en Hvalfisk, at du vil sætte Vagt over mig?
21Og jeg stod op om Morgenen at give min Søn at die, see, da var han død; men om Morgenen gav jeg nøie Agt paa ham, see, da var det ikke min Søn, som jeg havde født.
1Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
10Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
11Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
21Og han sagde: Nøgen udkom jeg af min Moders Liv, og nøgen skal jeg fare derhen igjen; Herren gav, og Herren tog, Herrens Navn være lovet!
3Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
15Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.
3Og nu, Herre! tag dog min Sjæl fra mig; thi det er mig bedre at døe end at leve.
13Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.
21Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
1Et Menneske, født af en Qvinde, (lever) en stakket Tid og mættes af Uro.
11Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
14Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
5Intet Øie ynkedes over dig at gjøre dig noget af dette, at forbarme sig over dig; og du var kastet paa Marken; (saa) væmmedes man ved din Sjæl paa den Dag, du blev født.
18— thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —
3Dersom en Mand avlede hundrede (Børn), og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl (dog) ikke mættede sig af det Gode, og han heller ingen Begravelse havde, — et utidigt Foster, siger jeg, er bedre end han.
23den Mand, hvis Vei er skjult, og Gud haver gjort Skjul omkring ham.
15Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
12Kjære, lad hende ikke være som en Død, hvilken, naar han udkommer af sin Moders Liv, da er hans halve Kjød fortæret.
22Og han sagde: Der Barnet endnu levede, fastede og græd jeg; thi jeg sagde: Hvo veed? Herren tør vorde mig naadig, at Barnet maa leve.
19Og denne Qvindes Søn døde om Natten; thi hun laae paa ham.
8Og (hvo) bedækkede Havet med Døre, der det udbrast og vilde udgaae (som) af (Moders) Liv?
47Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
29Jeg, jeg maa være ugudelig; hvorfor vil jeg nu bemøie mig forgjæves?