Salmenes bok 139:13
Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.
Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Jeg vil takke dig, fordi jeg paa underfuld (Maade) er underligen bleven til; underlige ere dine Gjerninger, og min Sjæl kjender det saare (vel).
15Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.
16Dine Øine saae mig, der jeg endnu var uformet, og disse Ting vare allesammen skrevne i din Bog, de Dage, som bleve dannede, da (der endnu) ikke var een af dem.
17Derfor, o Gud! hvor dyrebare ere dine Tanker for mig, hvor mange ere deres Summer!
5Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
6Jeg haver fast forladt mig paa dig fra (Moders) Liv, du drog mig af min Moders Liv; min Ros er altid om dig.
7Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.
9Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!
10Du er dog den, som drog mig af (Moders) Liv, som gjorde, at jeg forlod mig (paa dig, der jeg laae) ved min Moders Bryst.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
2(Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.
3Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.
4Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.
5Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
6Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.
7Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?
8Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.
9Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,
10saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast.
11Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
12Mørkhed er og ikke mørk hos dig, og Natten maa lyse som Dagen, Mørket er som Lyset.
11Haver du (ikke) klædet mig med Hud og Kjød, og bedækket mig med Been og Sener?
12Du haver beviist Liv og Miskundhed imod mig, og din Besøgelse bevarede min Aand.
13Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte; jeg veed, at dette var hos dig.
4To mig meget af min Misgjerning, og rens mig af min Synd.
5Thi jeg, jeg kjender mine Overtrædelser, og min Synd er altid for mig.
6For dig, (ja) for dig alene haver jeg syndet, og gjort det Onde for dine Øine, paa det du skal være retfærdig, naar du taler, være reen, naar du dømmer.
15Haver han, som gjorde mig i (Moders) Liv, ikke (ogsaa) gjort hiin? og haver (ikke) den Ene beredt os (begge) i Moderslivet?
17at man ikke dræbte mig fra (Moders) Liv, eller at min Moder (ikke) blev min Grav, og hendes Liv (ikke) frugtsommeligt evindeligen!
8Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.
5Før jeg dannede dig i (Moders) Liv, kjendte jeg dig, og før du udkom af Moderslivet, helligede jeg dig; jeg beskikkede dig til en Prophet for Folkene.
18— thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —
73Dine Hænder have gjort mig og beredt mig; underviis mig, saa vil jeg lære dine Bud.
1Hører mig, I Øer! og mærker, I Folk langt borte! Herren kaldte mig fra (Moders) Liv, han kom mit Navn ihu fra min Moders Liv af.
2Og han haver gjort min Mund som et skarpt Sværd, han haver skjult mig med sin Haands Skygge, og gjort mig til en reen Piil, og skjult mig i sit Kogger.
8Ja, du haver ikke hørt dem, ja, du vidste dem og ikke, ja, dit Øre var ikke aabnet fra den (Tid); thi jeg vidste det, at du skulde visseligen handle fortrædeligen, og du er kaldet en Overtræder fra (Moders) Liv.
16Men nu tæller du mine Gange, du bevarer (mig) ikke, for min Synds Skyld.
21Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
3Hører mig, Jakobs Huus og alle Overblevne af Israels Huus! I, som ere lagte paa (mig) fra (Moders) Liv, som bæres af mig fra Moders Liv af!
23Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
18Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!
13Han lod komme Pile af sit Kogger i mine Nyrer.
39Jeg knuser dem, at de ikke kunne opstaae; de faldt under mine Fødder.
4paa de ti Strænge og paa Psalteret, paa Higgajon med Harpe.
10fordi den ikke lukkede min (Moders) Livs Døre, og ikke skjulte Møie for mine Øine.
11Jeg gjemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skal synde imod dig.
3Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
7Naar jeg kommer dig ihu paa mit Leie, da vil jeg eftertænke om dig i Nattevagterne.
3Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.