Salmenes bok 17:3
Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Davids (Psalme). Herre! skaf mig Ret, thi jeg, jeg haver vandret i min Fuldkommenhed, og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
2 Prøv mig, Herre! og forsøg mig; luttre mine Nyrer og mit Hjerte.
3 Thi din Miskundhed er for mine Øine, og jeg vandrer i din Sandhed.
23 Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
4 (Anlangende) Menneskets Gjerninger, (da) haver jeg, jeg efter dine Læbers Ord taget mig vare for Røveres Stier.
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
3 Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
2 (Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.
3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.
5 Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
3 Der er Digel til (at prøve) Sølvet, og Ovn til Guldet, men den, som prøver Hjerterne, er Herren.
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
18 og at du vil besøge ham hver Morgen, at prøve ham (alle) Øieblikke?
10 Thi, Gud! du haver prøvet os; du haver luttret os, ligesom Sølv bliver luttret.
3 Herre! sæt en Varetægt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør.
4 Bøi ikke mit Hjerte til (nogen) ond Handel, til at bedrive Gjerninger i Ugudelighed med Mænd, som gjøre Uret, at jeg ikke skal æde af deres nydelige Mad.
2 Lad min Ret komme ud fra dit Ansigt, lad dine Øine beskue Oprigtighed.
10 Jeg søgte dig af mit ganske Hjerte; lad mig ikke fare vild fra dine Bud.
11 Jeg gjemte dit Ord i mit Hjerte, paa det jeg ikke skal synde imod dig.
6 at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
6 Jeg tænkte paa de Dage fra fordum (Tid), paa de Aar af Evighederne.
10 Jeg er Herren, som randsager Hjertet, som prøver Nyrer, og (det) til at give hver efter sine Veie, efter sine Idrætters Frugt.
12 Og du, Herre Zebaoth, som prøver en Retfærdig, som seer Nyrer og Hjerte, lad mig see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret dig min Sag.
9 Herren skal dømme Folkene; døm mig, Herre! efter min Retfærdighed og efter min Fuldkommenhed, (som er) hos mig.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte; jeg veed, at dette var hos dig.
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
9 Jeg er reen, foruden Overtrædelse, jeg er uskyldig, og (der er) ingen Misgjerning hos mig.
10 Thi han kjender den Vei, som er hos mig; (naar) han havde prøvet mig, maatte jeg udkomme som Guldet.
11 Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
6 For dig, (ja) for dig alene haver jeg syndet, og gjort det Onde for dine Øine, paa det du skal være retfærdig, naar du taler, være reen, naar du dømmer.
27 og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
3 Mine Taler skulle udsige mit Hjertes Oprigtighed, og mine Læbers Kundskab det, (som er) reent.
4 Thi du sagde: Min Lærdom er reen, og jeg er (heel) reen for dine Øine.
1 Til Sangmesteren, for Jeduthun; Davids Psalme.
7 Jeg vil love Herren, som gav mig Raad; ja, mine Nyrer undervise mig om Nætterne.
17 alligevel er der ingen Fortrædelighed i mine Hænder, og min Bøn er reen.
30 — jeg tilstedede ikke min Gane at synde, at begjære ved Forbandelse hans Sjæl —
13 Hvo kan forstaae sig paa Vildfarelser? rens du mig af (mine) lønlige (Brøst).
9 Hvo kan sige: Jeg haver renset mit Hjerte, jeg er reen af min Synd?
16 Men nu tæller du mine Gange, du bevarer (mig) ikke, for min Synds Skyld.
4 skulle mine Læber ikke tale Uret, og min Tunge ikke optænke Svig.
21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed.
20 Men, Herre Zebaoth! du retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte, jeg skal see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret for dig min Sag.
13 Sandeligen, jeg haver forgjæves renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed,
3 Du, som hører Bønnen, hen til dig skal alt Kjød komme.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
3 at han ikke skal slide min Sjæl som en Løve, ja rive (den), medens (der er) Ingen, som redder.