Jeremia 17:16
Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
15 See, de, de sige til mig: Hvor er Herrens Ord? Kjære, lad det komme.
3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
4 (Anlangende) Menneskets Gjerninger, (da) haver jeg, jeg efter dine Læbers Ord taget mig vare for Røveres Stier.
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
11 Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
12 Fra hans Læbers Bud er jeg og ikke afvegen, jeg gjemte hans Munds Tale mere end min Viis.
21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed.
22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen, (og vendt mig) fra min Gud.
23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen (og vendt mig) fra min Gud.
23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke.
1 Davids Psalme. Herren er min Hyrde, mig skal ikke fattes.
3 Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.
17 Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Bespottere eller frydede mig (med dem); jeg sad alene for din Haands Skyld, thi du haver fyldt mig med Harm.
1 Davids (Psalme). Herre! skaf mig Ret, thi jeg, jeg haver vandret i min Fuldkommenhed, og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
9 Jeg haver Lyst til at gjøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
17 Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
18 Og Herren lod mig vide det, at jeg veed det; da lod du mig see deres Idrætter.
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
20 Men, Herre Zebaoth! du retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte, jeg skal see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret for dig min Sag.
15 Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
16 Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
22 Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
17 alligevel er der ingen Fortrædelighed i mine Hænder, og min Bøn er reen.
8 Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
8 Jeg haver sat Herren stedse for mig; thi (han er) ved min høire Haand, jeg skal ikke rokkes.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
25 Hvem haver jeg i Himlene? og lige med dig haver jeg ikke Lyst til Noget paa Jorden.
3 Herre! sæt en Varetægt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
28 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
19 Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?
30 — jeg tilstedede ikke min Gane at synde, at begjære ved Forbandelse hans Sjæl —
1 Davids Bøn. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend (dine) Øren til min Bøn, (som) ikke (skeer) med svigfulde Læber.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
1 Davids Sang paa Trapperne. Herre! mit Hjerte er ikke ophøiet, og mine Øine ere ikke høie, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig for underlige.
9 Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.