Salmenes bok 118:18

Original Norsk Bibel 1866

Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.

📖 Grammatisk analyse

Originaltekst

יַסֹּ֣ר יִסְּרַ֣נִּי יָּ֑הּ וְ֝לַמָּ֗וֶת לֹ֣א נְתָנָֽנִי

Translitterasjon

Yassōr yissəranî Yāh and-to-the-māwet not nətānānî

Grammatikkdetaljer

• *Yassōr*: infinitive absolute - disciplining
• *yissəranî*: perfect, 3rd person masculine singular with 1st person suffix - he disciplined me
• *Yāh*: divine name, shortened form - Yah
• *māwet*: noun, masculine singular with definite article and prefix lamed - to the death
• *nətānānî*: perfect, 3rd person masculine singular with 1st person suffix - he gave me

Ordbetydninger

• *Yassōr yissəranî*: severely disciplined me/thoroughly chastened me
• *māwet*: death/dying
• *nətānānî*: he gave me over/he delivered me/he handed me over

Henviste vers

• 1 Kor 11:32 : 32 Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
• 2 Kor 6:9 : 9 som miskjendte, og dog erkjendte; som de, der døe, og see, vi leve; som de, der ere revsede, og dog ikke ihjelslagne;
• Job 5:17-18 : 17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse. 18 Thi han, han gjør Smerte og forbinder, han saarer, og hans Hænder læge.
• Job 33:16-30 : 16 da aabenbarer han (det) for Folkenes Øre og besegler (det) ved deres Tugtelse, 17 at Mennesket skal borttage sin Gjerning, og at han maa skjule Hovmodighed for en Mand, 18 og spare hans Sjæl fra Fordærvelse, og hans Liv, at det ikke omkommer ved Sværdet. 19 Han straffes og med Pine paa sit Leie, og paa sine mange stærke Been, 20 saa at hans Liv væmmes ved Brød, og hans Sjæl ved nydelig Mad. 21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste; 22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe. 23 Dersom der da er en Engel, en Talsmand, hos ham, Een af Tusinde, til at kundgjøre det Menneske, hvad ret er for ham, 24 saa skal han forbarme sig over ham og sige: Forløs ham, at han ikke farer ned i Fordærvelsen; jeg haver fundet en Forsoning. 25 Da skal hans Kjød blive saftigt, mere end i Barndommen, han skal komme igjen til sin Ungdoms Dage. 26 Han skal bede til Gud, og han skal have Behagelighed til ham, og han skal see hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal igjengive et Menneske (efter) sin Retfærdighed. 27 Han skal beskue Menneskene og sige: Jeg haver syndet og forvendt Retten, men det haver ikke været mig nyttigt. 28 Han haver forløst min Sjæl, at den ikke farer i Fordærvelsen, og mit Liv skal see paa Lyset. 29 See, alle disse Ting gjør Gud to (eller) tre Gange med en Mand, 30 for at føre hans Sjæl tilbage fra Fordærvelsen, at han maa oplyses ved de Levendes Lys.
• Sal 66:10-12 : 10 Thi, Gud! du haver prøvet os; du haver luttret os, ligesom Sølv bliver luttret. 11 Du haver ført os i Garnet; du lagde en Klemme paa vore Lænder. 12 Du lod et Menneske fare over vort Hoved; vi ere komne i Ilden og Vandet, men du udførte os til at vederqvæges.
• Sal 94:12-13 : 12 Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov, 13 at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav til den Ugudelige.
• Ordsp 3:11-12 : 11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf. 12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
• Jona 2:6 : 6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
• 2 Kor 1:9-9 : 9 Ja! vi havde selv fældet den Dom hos os selv, at vi maatte døe, paa det at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de Døde, 10 som (og) befriede os fra saa stor en Døds(-Fare) og befrier (endnu); til hvem vi have det Haab, at han ogsaa fremdeles skal frie os, 11 idet ogsaa I komme os til Hjælp med Bøn for os, paa det at der af mange Personer kan for os skee Taksigelse for den Naade, der (er bleven) os beviist for Manges Skyld.
• 2 Sam 12:10 : 10 Saa skal nu Sværdet ikke vige fra dit Huus evindeligen, fordi at du foragtede mig og tog Urias, den Hethiters, Hustru, at hun skulde være dig til en Hustru.
• 2 Sam 13:1-9 : 1 Og det skede derefter, at Absalom, Davids Søn, havde en deilig Søster, hvis Navn var Thamar, og Amnon, Davids Søn, elskede hende. 2 Og Amnon var beængstet, saa at han blev syg for Thamars, sin Søsters, Skyld; thi hun var en Jomfru, og det syntes underligt for Amnons Øine, at han skulde gjøre hende Noget. 3 Men Amnon havde en Ven, hvis Navn var Jonadab, en Søn af Simea, Davids Broder, og Jonadab var en saare viis Mand. 4 Og han sagde til ham: Hvorfor bliver du saa mager, du Kongens Søn, Dag fra Dag? kan du ikke give mig det tilkjende? da sagde Amnon til ham: Jeg elsker Thamar, Absaloms, min Broders, Søster. 5 Og Jonadab sagde til ham: Læg dig paa din Seng og gjør dig syg; naar din Fader kommer for at besøge dig, da siig til ham: Kjære, lad Thamar, min Søster, komme at give mig Brød at æde og lave Mad for mine Øine, at jeg kan see (derpaa) og æde af hendes Haand. 6 Saa lagde Amnon sig og gjorde sig syg; der Kongen kom at besøge ham, da sagde Amnon til Kongen: Kjære, lad Thamar, min Søster, komme og tillave to søde Kager for mine Øine, at jeg kan æde af hendes Haand. 7 Da sendte David til Thamar, til Huset, og lod sige: Kjære, gak hen i Amnons, din Broders, Huus og lav ham Mad. 8 Og Thamar gik til Amnons, sin Broders, Huus, og han laae, og hun tog en Deig og æltede og tillavede (søde Kager) for hans Øine, og bagte de søde Kager. 9 Og hun tog Panden og udslog (dem) for hans Ansigt, men han vægrede sig for at æde; da sagde Amnon: Lader hver Mand gaae ud fra mig; og de gik ud fra ham allesammen. 10 Da sagde Amnon til Thamar: Bær Maden ind i Kammeret, at jeg kan æde af din Haand; da tog Thamar de søde Kager, som hun havde lavet, og bar ind til Amnon, sin Broder, i Kammeret. 11 Og der hun bar dem frem til ham, at han skulde æde, da tog han fat paa hende og sagde til hende: Kom, min Søster, lig hos mig. 12 Og hun sagde til ham: Ikke saa, min Broder, krænk mig ikke, thi man bør ikke saaledes gjøre i Israel; gjør ikke denne Daarlighed. 13 Men jeg, hvor skulde jeg føre min Skam hen? og du, du skulde være ligesom en af Daarerne i Israel; men nu, Kjære, tal til Kongen, thi han negter dig ikke mig. 14 Men han vilde ikke høre paa hendes Røst og blev stærkere end hun, og krænkede hende og laae hos hende. 15 Siden hadede Amnon hende med et saare stort Had; thi det Had var større, som han hadede hende med, end Kjærligheden, med hvilken han havde elsket hende; og Amnon sagde til hende: Staa op, gak bort. 16 Og hun sagde til ham: Der er ikke Aarsag til dette Onde, som er større end det andet, som du gjorde imod mig, at du udstøder mig; men han vilde ikke høre hende. 17 Og han kaldte ad sin Dreng, som tjente ham, og sagde: Kjære, driver denne ud fra mig udenfor, og luk du Døren i Laas efter hende. 18 Og hun havde en Kjortel paa sig af adskillige (Farver), thi saaledes (pleiede) Kongens Døttre at klæde sig med Kjortler, (den Stund de vare) Jomfruer; og hans Tjener drev hende ud udenfor, og lukkede Døren i Laas efter hende. 19 Da tog Thamar Aske paa sit Hoved, og sønderrev Kjortelen af adskillige (Farver), som hun havde paa sig, og lagde sin Haand paa sit Hoved, og gik stedse og raabte. 20 Og Absalom, hendes Broder, sagde til hende: Har din Broder Amnon været hos dig? og nu, min Søster, ti, han er din Broder, læg ikke denne Sag paa dit Hjerte; saa blev Thamar (siddende) og var eenlig i Absaloms, sin Broders, Huus. 21 Der Kong David hørte alle disse Gjerninger, da blev han saare vred. 22 Men Absalom talede ikke med Amnon, hverken Ondt eller Godt; men Absalom hadede Amnon, fordi han havde krænket Thamar, hans Søster. 23 Og det skede to ganske Aar derefter, da havde Absalom dem, som klippede (Faar) i Baal-Hazor, som er ved Ephraim, og Absalom indbød alle Kongens Børn. 24 Og Absalom kom til Kongen og sagde: Kjære, see, din Tjener har dem, som klippe; Kjære, Kongen og hans Tjenere gaae med din Tjener. 25 Og Kongen sagde til Absalom: Nei, min Søn, Kjære, lad os ikke alle gaae, at vi ikke skulle besvære dig; og der han nødte ham, vilde han dog ikke gaae, men velsignede ham. 26 Og Absalom sagde: Hvis ikke du vil, lad dog Amnon, min Broder, gaae med os; og Kongen sagde til ham: Hvorfor skal han gaae med dig? 27 Da nødte Absalom ham, og han lod Amnon og alle Kongens Børn gaae med ham. 28 Da bød Absalom sine unge Karle og sagde: Kjære, seer til, naar Amnons Hjerte er vel (tilmode) af Vinen, og jeg siger til eder: Slaaer Amnon og dræber ham, da frygter ikke; mon (I) ikke (tør gjøre det), da jeg, jeg har befalet eder det? værer frimodige og værer duelige Folk. 29 Saa gjorde Absaloms unge Karle ved Amnon, saasom Absalom havde befalet; da stode alle Kongens Sønner op og rede, hver paa sin Mule, og flyede. 30 Og det skede, der de vare paa Veien, da kom Rygtet til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers. 31 Da stod Kongen op og sønderrev sine Klæder og lagde sig paa Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klæder. 32 Da svarede Jonadab, Simeas, Davids Broders, Søn, og sagde: Min Herre sige ikke, at de have ihjelslaget alle de unge Personer, Kongens Sønner, thi Amnon, han er alene død; thi det Forsæt har været efter Absaloms Mund fra den Dag, at han krænkede Thamar, hans Søster. 33 Saa lægge nu min Herre Konge det Ord ikke paa sit Hjerte, som siges, at alle Kongens Sønner ere døde; thi Amnon, han er alene død. 34 Men Absalom flyede, og den unge Karl, Skildvagten, opløftede sine Øine og saae, og see, der drog meget Folk frem paa Veien efter hverandre ved Siden af Bjerget. 35 Da sagde Jonadab til Kongen: See, Kongens Sønner komme; som din Tjeners Ord var, saaledes er det skeet. 36 Og det skede, der han havde endt at tale, see, da kom Kongens Sønner, og de opløftede deres Røst og græd, og Kongen ogsaa og alle hans Tjenere græd med en saare stor Graad. 37 Men Absalom flyede og drog til Thalmai, Ammihuds Søn, Kongen af Gesur, og han (David) sørgede over sin Søn alle de Dage. 38 Der Absalom havde flyet og var dragen til Gesur, da blev han der tre Aar. 39 Og Kong Davids (Sjæl) længtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, at han var død.
• 2 Sam 16:1-9 : 1 Da David var gaaet lidet over fra Toppen, see, da (kom) Ziba, Mephiboseths Tjener, imod ham med et Par sadlede Asener, og paa dem vare to hundrede Brød og hundrede (Klaser) Rosiner og hundrede (Stykker) Sommerfrugt og en Flaske Viin. 2 Og Kongen sagde til Ziba: Hvad vil du dermed? og Ziba sagde: Asenerne skulle være for Kongens Huus til at ride paa, og Brødet og Sommerfrugten til at æde for de unge Karle, og Vinen til at drikke for den, som bliver træt i Ørken. 3 Og Kongen sagde: Men hvor er din Herres Søn? og Ziba sagde til Kongen: See, han blev i Jerusalem, thi han sagde: Idag skal Israels Huus give mig min Faders Rige igjen. 4 Og Kongen sagde til Ziba: See, alt det, som Mephiboseth haver, skal være dit; og Ziba sagde: Jeg nedbøier mig, lad mig finde Naade for dine Øine, min Herre Konge! 5 Og Kong David kom til Bahurim, og see, der gik en Mand derudfra af Sauls Huses Slægt, hvis Navn var Simei, Geras Søn, som udgik flux og bandede. 6 Og han slog til David med Stene og til alle Kong Davids Tjenere; thi alt Folket og alle de Vældige vare ved hans høire og ved hans venstre Side. 7 Og Simei sagde saa, der han bandede: Gak ud, gak ud, du blodgjerrige Mand og du Belials Mand! 8 Herren haver betalt dig alt Sauls Huses Blod, i hvis Sted du er bleven Konge, og Herren haver givet Riget i din Søns Absaloms Haand, og see, du er i din Ulykke, thi du er en blodgjerrig Mand. 9 Da sagde Abisai, Zerujas Søn, til Kongen: Hvorfor skulde denne døde Hund bande min Herre Kongen? Kjære, lad mig gaae over, og jeg vil borttage hans Hoved. 10 Men Kongen sagde: Hvad haver jeg med eder at gjøre, I Zerujas Sønner? thi lad ham bande, fordi at Herren har sagt til ham: Band David, hvo kan da sige: Hvorfor gjorde du saa? 11 Og David sagde til Abisai og til alle sine Tjenere: See, min Søn, som er kommen af mit Liv, søger efter mit Liv, og hvi skulde ikke meget mere nu denne Benjaminit (gjøre det)? lader ham være, og lader ham bande, fordi Herren har sagt det til ham. 12 Maaskee Herren skal see til min Elendighed, og Herren skal betale mig Godt istedetfor hans Forbandelse paa denne Dag. 13 Saa gik David og hans Mænd paa Veien; men Simei gik paa Siden af Bjerget tvært over for ham flux frem og bandede og slog med Stene tvært over for ham, og støvede med Støvet. 14 Og Kongen kom ind, og alt Folket, som var med ham, som vare trætte, og de vederqvægedes der. 15 Men Absalom og alt Folket, Israels Mænd, kom til Jerusalem, og Achitophel med ham. 16 Og det skede, der Husai, den Architer, Davids Ven, kom til Absalom, da sagde Husai til Absalom: Kongen leve! Kongen leve! 17 Men Absalom sagde til Husai: Er denne din Miskundhed mod din Ven? hvorfor drog du ikke med din Ven? 18 Og Husai sagde til Absalom: Ikke saa; thi hvilken Herren udvælger og dette Folk og alle Israels Mænd, skulde jeg ikke være (hans) og blive hos ham? 19 Og for det andet, hvem skulde jeg (tjene)? (skulde jeg) ikke (tjene) for hans Søns Ansigt? ligesom jeg tjente for din Faders Ansigt, saa vil jeg være for dit Ansigt. 20 Da sagde Absalom til Achitophel: Giver I (nu) Raad, hvad vi skulle gjøre. 21 Og Achitophel sagde til Absalom: Gak ind til din Faders Medhustruer, som Han lod blive til at bevare Huset, saa skal al Israel høre, at du er bleven stinkende for din Fader, og alle deres Hænder, som ere hos dig, skulle blive stærkere. 22 Da udsloge de for Absalom et Paulun paa Taget, og Absalom gik ind til sin Faders Medhustruer for al Israels Øine. 23 Men Achitophels Raad, som han gav i de Dage, var ligesom man havde adspurgt Gud om en Ting; saa var alt Achitophels Raad baade for David og for Absalom.
• Hebr 12:10-11 : 10 Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han (revser os) til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed. 11 Men al Revselse synes, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som ved den ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.