Salmenes bok 143:3
Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.
3Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
5Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
6Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
7Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde mine Kobberlænker svare.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
5dersom jeg haver vederlagt den Ondt, som holder Fred med mig, — ja, jeg haver friet (den, som var) min Fjende uden Aarsag —
2Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
3Hvorlænge skal jeg raadslaae i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen? hvorlænge skal min Fjende ophøie sig over mig?
4See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
53De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
3Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
4Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.
5Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke.
6(Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
13Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
11Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
3Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
4for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
9Min Sjæl hængte efter dig; din høire Haand holdt paa mig.
3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
10Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
3Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
6Min Sjæl har meget (længe) boet hos den, som hader Fred.
3Frels mig, Gud! ved dit Navn, og skik mig Ret ved din Magt.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
15Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
6Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
9Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
5Mørkhed og Døds Skygge skulle besmitte den, en Sky skal boe over den, den hede Damp om Dagen skal forfærde den.
7Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
3Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
16Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
17Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
5Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig;
3Fri mig fra dem, som gjøre Uret, og frels mig fra blodgjerrige Mænd.
21De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
3Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
7Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
13Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
24Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
22et meget mørkt Land, som Dødens Skygges Mørkhed, (og hvor) ingen Orden er, og (hvad) der skinner, er som Mørkhed.
8Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.