Klagesangene 3:17
Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15Han mættede mig med de beste Ting, han gjorde mig drukken med Malurt.
16Og han knuste mine Tænder med Gruus, han nedtrykkede mig i Asken.
18Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
19Kom min Elendighed og min Forfølgelse ihu, (ja) Malurt og Galde.
20Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.
21Dette vil jeg tage mig til Hjerte igjen, derfor vil jeg haabe.
17See, udi Fred kom paa mig en Bitterhed, (ja) en Bitterhed; men du, du haver kjærligen annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Hule, thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg.
11Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
13Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
14Mine Nærmeste lode af (at komme til mig), og mine Kyndinge glemte mig.
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
16Thi du, du skal glemme Møie, du skal (saa lidet) komme den ihu, som det Vand, der er løbet forbi.
19Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
4Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
5Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
6Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
27Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,
9Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
7Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
9Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
12For alle mine Fjender er jeg bleven en Spot, ja en saare (stor Spot) for mine Naboer, og en Forskrækkelse for mine Kyndinger; de, som see mig udenfor, flye fra mig.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
10Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
4Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
12Jeg var rolig, men han sønderrev mig, og tog fat paa min Nakke og sønderslog mig, og opreiste mig sig til et Maal.
14Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
10Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,
22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
13Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
20Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
6Min Sjæl har meget (længe) boet hos den, som hader Fred.
53De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
15Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
9Er hans Miskundhed ude evindelig? haver hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
9Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
13Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
15Forskrækkelser vendte sig imod mig og forfulgte min Herlighed som Veir, og min Frelse er gaaen forbi som en Sky.
16Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
7Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
11Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
8Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
18Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
2Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.
3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
11Han siger i sit Hjerte: Gud haver glemt det, han har skjult sit Ansigt, han seer det ikke i Evighed.