Salmene 77:9
Er hans Miskundhed ude evindelig? haver hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
Er hans Miskundhed ude evindelig? haver hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Jeg kom min Strængeleg ihu om Natten, jeg talede i mit Hjerte, og min Aand randsagede.
8 Skal da Herren bortkaste i Evighederne, og ikke blive ved at have Behagelighed (til mig) ydermere?
11 Han siger i sit Hjerte: Gud haver glemt det, han har skjult sit Ansigt, han seer det ikke i Evighed.
12 Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand! glem ikke de Elendige.
10 Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
1 Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
15 Sku ned fra Himlene, og see fra din Helligheds og Herligheds Bolig; hvor er din Nidkjærhed og din Vælde? dine Indvoldes og dine Barmhjertigheders (stærke) Lyd holder sig tilbage mod mig.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
12 Lovsynger Herren, som boer i Zion, kundgjører iblandt Folkene hans Gjerninger!
14 Men Zion sagde: Herren haver forladt mig, og Herren haver glemt mig.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
8 Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.
4 Han beskikkede en Ihukommelse om sine underlige Gjerninger, den naadige og barmhjertige Herre.
5 Omvend os, vor Saligheds Gud! og tilintetgjør din Fortørnelse imod os.
6 Herre! kom dine Barmhjertigheder og dine Miskundheder ihu; thi de have (været af) Evighed.
7 Kom ikke mine Ungdoms Synder eller mine Overtrædelser ihu; (men) kom du mig ihu efter din Miskundhed for din Godheds Skyld, Herre!
9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
1 Til Sangmesteren paa Neginoth; en Psalmesang.
19 Han forløste min Sjæl i Fred fra Strid, (som var) imod mig; thi de vare med Mange imod mig.
5 Herren er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig.
2 Herre! du havde Behagelighed, til dit Land, du omvendte Jakobs Fængsel.
11 Skal du gjøre en underlig Ting for de Døde, (eller) skulle Dødninger opstaae, skulle de takke dig? Sela.
12 Skal din Miskundhed fortælles i Graven, din Sandhed i Fordærvelsen?
18 Hvo er en Gud som du, som borttager Misgjerning, og som gaaer Overtrædelse forbi, for det Overblevne af hans Arv? som ikke holder fast ved sin Vrede evindeligen, fordi han haver Lyst til Miskundhed.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
20 Lovet være Gud, som ikke forskjød min Bøn eller sin Miskundhed fra mig!
8 Herren er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed.
11 Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see.
16 derfor, at han kom ikke ihu at gjøre Miskundhed, men han forfulgte en Elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.
17 for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
23 han, som kom os ihu, der vi vare nedtrykte, thi hans Miskundhed er evindelig,
5 De løbe og berede sig (imod mig), skjøndt der er ikke Misgjerning (hos mig); vaagn op at møde mig, og see (dertil)!
5 Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?
2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
45 Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme;
38 Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed.
43 Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
27 Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
8 Herren er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
31 Men efter dine mange Barmhjertigheder gjorde du ikke (aldeles) en Ende med dem og forlod dem ikke; thi du er en naadig og barmhjertig Gud.