Salmenes bok 74:1
Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?
Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
2 Kom din Menighed ihu, som du forhvervede i fordum (Tid), din Arvs Stamme, som du gjenløste, dette Zions Bjerg, som du boer paa.
3 Opløft dine (Fødders) Trin til at ødelægge evindelig; Fjenden haver handlet ilde med Alting i Helligdommen.
23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
11 Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil ledsage mig indtil Edom?
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
7 Jeg kom min Strængeleg ihu om Natten, jeg talede i mit Hjerte, og min Aand randsagede.
8 Skal da Herren bortkaste i Evighederne, og ikke blive ved at have Behagelighed (til mig) ydermere?
9 Er hans Miskundhed ude evindelig? haver hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
14 Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
4 Du bortsamlede al din Grumhed, du vendte om fra din grumme Vrede.
5 Omvend os, vor Saligheds Gud! og tilintetgjør din Fortørnelse imod os.
10 Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
11 Du lader os vende tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have berøvet (os) for sig.
5 Herre! hvor længe, vil du være vred evindeligen? skal din Nidkjærhed brænde som en Ild?
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
1 Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
22 Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?
4 Gud! omvend os, og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste.
10 Gud! hvorlænge skal Modstanderen forhaane? skal Fjenden foragte dit Navn evindeligen?
11 Hvorfor vender du din Haand, ja din høire Haand tilbage? tag den aldeles midt ud af din Barm.
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
4 (Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?
9 Vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke dit Navn evindeligen. Sela.
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
17 Herre! hvorfor vil du lade os fare vild fra dine Veie? (hvorfor) lader du vort Hjerte blive haardt, at (det) ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
10 Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
6 Mit Folk var fortabte Faar, deres Hyrder havde forført dem, de havde afvendt dem (til at gaae) paa Bjergene; de gik fra Bjergene paa Høiene, de glemte deres Leie.
43 Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
7 De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl.
7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Grumhed.
7 Thi han er vor Gud, og vi ere hans Fødes Folk og hans Haands Faar; idag, dersom I høre paa hans Røst,
38 Han skal befæstes som Maanen evindelig, og (som) det Vidne i den øverste Sky (skal han være) bestandig.
45 Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
13 Men vi, dit Folk og din Fødes Faar, ville takke dig evindelig; fra Slægt til Slægt ville vi fortælle din Lov.
16 Herrens Ansigt haver adspredt dem, han skal ikke see til dem mere; de ansaae ikke Præsternes Person, de vare ikke naadige imod de Gamle.
9 Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem er en Ødelæggelse.
18 Hvor sukker Qvæget! Øxnenes Hjorde ere forvildede, thi de have ingen Føde, (ja) Faarehjordene ere ogsaa ødelagte.
19 Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
9 Hvorfor vil du være som en forskrækket Mand, som en vældig (Stridsmand), der ikke kan frelse? og du, Herre! er midt iblandt os, og vi kaldes efter dit Navn, lad os ikke fare!
6 Mine Faar fare vild paa alle Bjergene og paa alle ophøiede Høie, ja, mine Faar ere adspredte over det ganske Land, og der er Ingen, som spørger, og Ingen, som leder efter (dem).