Salmene 60:10
Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom, over Philistæa vil jeg raabe for Glæde.
11 Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil ledsage mig indtil Edom?
12 (Skal) du ei, o Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, o Gud, med vore Hære?
9 Vi rose os den ganske Dag i Gud, og vi takke dit Navn evindeligen. Sela.
10 Men du haver forkastet (os) og ladet os beskjæmmes, og vil ikke udgaae med vore Hære.
1 Til Sangmesteren; paa Schuschan-Eduth; Davids gyldne (Smykke), til at lære;
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
11 Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil lede mig indtil Edom?
12 Skal ikke du, O Gud, som forkastede os, og som ikke drager ud, O Gud, med vore Hære?
9 Gilead hører mig til, Manasse hører mig og til, og Ephraim er mit Hoveds Styrke, Juda er min Lovgiver.
1 Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Gud! hvorfor forkaster du evindeligen? (hvorfor) skal din Vrede ryge over din Fødes Faar?
9 Hvorfor vil du være som en forskrækket Mand, som en vældig (Stridsmand), der ikke kan frelse? og du, Herre! er midt iblandt os, og vi kaldes efter dit Navn, lad os ikke fare!
22 Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?
1 Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
23 Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
10 Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
20 Hvorfor vil du glemme os evindeligen, forlade os (saa) lang en Tid?
7 en Gud, som lader de Eenlige boe i Huset, som udfører dem, (som vare) bundne i Bolte; men de Gjenstridige boe i det Tørre.
10 Nu da, see, Ammons Børn og Moab og de af Seirs Bjerg, igjennem hvilke du ikke tilstedede Israel at komme, der de kom af Ægypti Land, men de maatte vige fra dem og ikke ødelægge dem,
11 ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
12 Vor Gud! vil du ikke dømme over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gjøre, men vore Øine (ere vendte) til dig.
18 Lad din Haand være over din høire Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du bekræftede dig.
2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
17 for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskeligen imod din Pagt.
19 Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
20 enddog du haver sønderstødt os i Dragers Sted, og skjult os med Dødens Skygge.
7 De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl.
45 Du gjorde os til Skarn og det, som bortkastes, midt iblandt Folkene.
19 Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
8 Men kom du, gjør (det), bestyrk dig til Krigen; Gud skal lade dig falde for Fjendens Ansigt, thi der er Kraft i Gud til at hjælpe og til at lade falde.
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
14 Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
43 Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
19 Men I, I have idag forkastet eders Gud, ham, som frelste eder af alt eders Onde og eders Trængsler, og I sagde til ham: Du skal sætte en Konge over os; og nu, stiller eder frem for Herrens Ansigt efter eders Stammer og efter eders Tusinder.
28 Der hersker over dem den lille Benjamin, Judæ Fyrster med deres Hob, Sebulons Fyrster, Naphthali Fyrster.
13 Og I, I forlode mig og tjente andre Guder; derfor vil jeg ikke blive ved at frelse eder.
6 Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?
42 Drager ikke op, thi Herren er ikke midt iblandt eder, at I ikke skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt.
11 sigende: Gud haver forladt ham; forfølger og griber ham, thi der er Ingen, som frier.
10 Og nu, hvad skulle vi sige, vor Gud! herefter? da vi have forladt dine Bud,
12 Staa op, Herre! Gud, opløft din Haand! glem ikke de Elendige.
14 Skulde vi (da) vende om og gjøre dine Bud til Intet, og gjøre Svogerskab med Folk, som have (gjort) disse Vederstyggeligheder? mon du ikke skulde blive vred paa os, indtil at der gjordes Ende paa os, saa der blev Ingen tilovers, ei heller (nogen) Redning?
17 Herre! hvorfor vil du lade os fare vild fra dine Veie? (hvorfor) lader du vort Hjerte blive haardt, at (det) ikke frygter dig? vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld!
17 Mon du ikke gjør dig dette (selv), idet du forlader Herren din Gud, til den Tid, (naar) han leder dig paa Veien?
14 Gud! de Hovmodige staae op imod mig, og Tyranners Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres (Øine).