Salmenes bok 108:10
Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom, over Philistæa vil jeg raabe for Glæde.
Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom, over Philistæa vil jeg raabe for Glæde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Gud taler i sin Helligdom; jeg vil fryde mig; jeg vil dele Sichem og maale Succoths Dal.
9Gilead hører mig til, Manasse hører mig og til, og Ephraim er mit Hoveds Styrke, Juda er min Lovgiver.
10Moab er min Vaskepotte, jeg vil kaste min Sko over Edom; du Philisters (Land)! raab (for Glæde) over mig.
8Gud haver talet i sin Helligdom; jeg vil fryde mig; jeg vil dele Sichem og maale Succoths Dal.
9Gilead er mit, Manasse er mit, og Ephraim er mit Hoveds Magt, Juda er min Lovgiver.
11Hvo vil føre mig til en fast Stad? hvo vil ledsage mig indtil Edom?
8Og han sagde: Ad hvilken Vei skulle vi drage op? og han sagde: Ad den Vei igjennem Edoms Ørk.
1Døm mig, O Gud! og udfør min Sag for det umilde Folk; fra en falsk og uretfærdig Mand udfrie du mig.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
3Send dit Lys og din Sandhed, at de, de maae ledsage mig, at de maae føre mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger,
3Hvo skal opgaae paa Herrens Bjerg, og hvo skal staae paa hans hellige Sted?
23eller redder mig af Fjendens Haand, og forløser mig af Tyranners Haand?
16Hvo opstaaer med mig imod de Onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gjøre Uret?
9Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
18Og Edom sagde til ham: Du skal ikke gaae igjennem mit (Land), at jeg ikke skal drage ud imod dig med Sværdet.
2Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
2Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.
1Davids Psalme. Herre! hvo skal være til Herberge i dit Paulun? hvo skal boe paa dit hellige Bjerg?
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
17Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, ja, jeg vil synge (med Fryd) om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Ophøielse og en Tilflugt paa min Nøds Dag.
13Fly os Hjælp af Nød, thi et Menneskes Frelse er Forfængelighed.
1Hvo er denne, som kommer fra Edom, med bestænkede Klæder fra Bozra, denne, som er saa prydet i sit Klædebon, som gaaer frem i sin megen Kraft? Jeg, som taler Retfærdighed, mægtig til, at frelse.
20Men han sagde: Du skal ikke gaae igjennem; og Edom drog ud imod ham med et svart Folk og en stærk Haand.
19Lader Retfærdigheds Porte op for mig; jeg vil gaae ind ad dem, jeg vil takke Herren.
1Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
5Vee mig, at jeg var fremmed (iblandt) Mesech, (at) jeg haver boet ved Kedars Pauluner.
2Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
10Alle mine Been skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en Elendig fra den, som er ham for stærk, ja en Elendig og Fattig fra den, som ham røver.
9Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
31Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som troe paa ham.
32Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud?
3Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
10Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
11Gud overantvordede mig til en Uretfærdig, og lod mig komme i de Ugudeliges Hænder.
6Der frygte de saare, (hvor) Intet er at frygte, thi Gud bortspredte dens Been, som beleirede dig; du gjorde (dem) tilskamme, thi Gud foragtede dem.
10Og David spurgte Gud ad og sagde: Skal jeg drage op imod Philisterne? og vil du give dem i min Haand? og Herren sagde til ham: Drag op, thi jeg vil give dem i din Haand.
48den Gud, som giver mig Hevn, og som nedkaster Folkene under mig,
8Mon (det) ikke (skal skee) paa den samme Dag, siger Herren, at jeg vil omkomme Vise af Edom, og Forstand af Esaus Bjerg?
1Paa den samme Dag skal denne Sang synges i Judæ Land: Vi have en stærk Stad, han skal sætte Salighed til Mure og Værn.
14Og jeg vil føre min Hevn over Edom ved mit Folks Israels Haand, og de skulle gjøre ved Edom efter min Vrede og efter min Grumhed; og de skulle kjende min Hevn, siger den Herre Herre.
24Jeg, jeg haver gravet og drukket de fremmede Vande, og udtørret med mine Fødders Saale alle dybe Floder.
15Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
3Bøi dit Øre til mig, red mig hasteligen; vær mig en stærk Klippe, et saare fast Huus til at frelse mig.
4Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
10Hvor er nu din Konge, at han kan frelse dig i alle dine Stæder? og dine Dommere, om hvilke du sagde: Giv mig en Konge og Fyrster?
17Og Edom skal blive til en Forskrækkelse; hver, som gaaer frem for den, skal forskrækkes og hvidsle over alle dens Plager.
2Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.
7Herre! kom Edoms Børn ihu paa Jerusalems (Hjemsøgelses) Dag, de, som sagde: Gjører bart, gjører bart indtil Grundvolden i den!
21Du skal skjule dem i dit Ansigts Skjul for hvers fortrædelige (Anløb), du skal gjemme dem i en Hytte for Tungernes Trætte.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme), at lade ihukomme.