Salmenes bok 31:3
Bøi dit Øre til mig, red mig hasteligen; vær mig en stærk Klippe, et saare fast Huus til at frelse mig.
Bøi dit Øre til mig, red mig hasteligen; vær mig en stærk Klippe, et saare fast Huus til at frelse mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøi dit Øre til mig og frels mig.
3 Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2 Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
1 Davids Psalme. Herren er min Hyrde, mig skal ikke fattes.
2 Han lader mig ligge i grønne Græsgange, han leder mig (sagteligen) til de stille (rindende) Vande.
3 Han omvender min Sjæl, han fører mig paa Retfærdigheds Veie for sit Navns Skyld.
4 Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt, thi du er med mig; din Kjep og din Stav, de skulle trøste mig.
2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
4 Herre! lad mig kjende dine Veie, lær mig dine Stier.
5 Gjør, at jeg fremgaaer i din Sandhed, og lær mig, thi du er min Saligheds Gud; jeg bier efter dig den ganske Dag.
8 Men jeg, jeg vil komme til dit Huus paa din megen Miskundhed; jeg vil tilbede (vendt) mod dit hellige Tempel, i din Frygt.
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
3 Send dit Lys og din Sandhed, at de, de maae ledsage mig, at de maae føre mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger,
7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
8 Jeg vil undervise dig og lære dig om den Vei, paa hvilken du skal gaae, jeg vil give Raad over dig ved mit Øie.
8 Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa dig; kundgjør mig den Vei, som jeg skal gaae paa, thi jeg haver opløftet min Sjæl til dig.
9 Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
10 Lær mig at gjøre din Velbehagelighed, thi du er min Gud; din Aand er god, lad ham føre mig i det jævne Land.
11 Herre! hold mig i Live for dit Navns Skyld, udfør min Sjæl af Nød for din Retfærdigheds Skyld.
11 Herre! lær mig din Vei, og led mig paa den jævne Sti for mine Fjenders Skyld.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
21 Men du, Herre Herre! handle med mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.
3 Mange sige om min Sjæl: Den haver ingen Frelse hos Gud. Sela.
24 Du skal lede mig ved dit Raad og derefter antage mig til Ære.
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter fuldkommeligen min Vei.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
29 Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gjøre min Mørkhed klar.
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
13 Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
21 Og Herren sagde: See, (her er) et Sted hos mig; og du skal staae paa Klippen.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
8 Thi du haver været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med (Fryd).