Salmenes bok 31:2
Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøi dit Øre til mig og frels mig.
3Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
3Bøi dit Øre til mig, red mig hasteligen; vær mig en stærk Klippe, et saare fast Huus til at frelse mig.
4Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
2Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3(Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
1Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids (Psalme).
2Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
3Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
13Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
1Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
2Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
1Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
5Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
6Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
1En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.
10Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
9Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
2min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
6Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
7Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
1Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
22Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.
17Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme), at lade ihukomme.
22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
19De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
2Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!
14Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
16Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som mig forfølge.
1Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
5Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
2Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
1Davids Bøn. Herre! bøi dit Øre, bønhør mig, thi jeg er elendig og fattig.
5Du lod dit Folk see en haard Ting, du gav os Viin at drikke, at vi tumlede.
6De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
22Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
1Davids Psalme. Herre! hør min Bøn, vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringer; bønhør mig for din Sandheds Skyld, for din Retfærdigheds Skyld.
2Herre, min Saligheds Gud! jeg haver raabt om Dagen, (ja) om Natten for dig.
7Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
2der de Siphiter kom og sagde til Saul: Haver David ikke skjult sig hos os?
2Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
9De, de have bøiet sig og ere faldne, men vi, vi staae og ere oprettede.
7Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
8Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.