Salmenes bok 20:9
De, de have bøiet sig og ere faldne, men vi, vi staae og ere oprettede.
De, de have bøiet sig og ere faldne, men vi, vi staae og ere oprettede.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
22 Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.
25 Kjære Herre, frels nu! Kjære Herre, lad det lykkes nu!
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
35 og siger: Frels os, vor Saligheds Gud! og samle os og udfri os fra Hedningerne til at takke dit hellige Navn, at berømme os i din Lov.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
5 Han give dig efter dit Hjerte, og opfylde alt dit Anslag!
6 Saa ville vi synge om din Frelse og i vor Guds Navn opreise Bannere; Herren skal opfylde alle dine Begjæringer.
7 Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
19 Saa ville vi ikke vende tilbage fra dig; du lade os leve, og vi ville kalde paa dit Navn.
10 ham, som giver Konger Frelse, som udfriede David, sin Tjener, fra et ondt Sværd.
26 Thi vor Sjæl er nedbøiet i Støv, vor Bug hænger ved Jorden.
13 Thi du skal gjøre, (at) de (maae vende) Skuldrene (og flye); du sigter med dine Buestrænge imod deres Ansigt.
8 Staa op, Herre! frels mig, min Gud! thi du haver slaget alle mine Fjender paa Kindbenet, du haver sønderbrudt de Ugudeliges Tænder.
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøi dit Øre til mig og frels mig.
21 Jeg vil takke dig, at du bønhørte mig, og du blev mig til Salighed.
1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
2 Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
7 Vil du ikke gjøre os levende igjen, at dit Folk maa glæde sig i dig?
47 Frels os, Herre, vor Gud! og samle os fra Hedningerne, paa det (vi kunne) takke dit hellige Navn (og) berømme os i din Priis.
42 De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
13 Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
6 Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
8 Disse (forlade sig) paa Vogne, og disse paa Heste, men vi, vi ville komme Herrens vor Guds Navn ihu.
3 Herren er min Steenklippe og min Befæstning og min Befrier; min Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
40 Og Herren skal hjælpe dem og udfrie dem; han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa ham.
5 Du lod dit Folk see en haard Ting, du gav os Viin at drikke, at vi tumlede.
4 Og min Sjæl er saare forfærdet; og du, Herre! hvor længe? —
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
1 En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
6 Ophøi dig, Gud! over Himlene, og din Ære over al Jorden.
1 En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
9 Frels dit Folk og velsign din Arv, og fød dem og ophøi dem indtil evig (Tid).
4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
2 Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
6 De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
17 Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
19 Thi en Fattig skal ikke glemmes evindeligen, (eller) de Elendiges Forventelse fortabes altid.
146 Jeg haver raabt til dig, frels mig; saa vil jeg holde dine Vidnesbyrd.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.