Salmene 130:1
En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
1 Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
1 En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
55 Herre! jeg kaldte paa dit Navn nederst af Hulen.
56 Du hørte min Røst; skjul ikke dit Øre for mit Suk, for mit Raab.
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids (Psalme).
2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
1 En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
2 Herre, min Saligheds Gud! jeg haver raabt om Dagen, (ja) om Natten for dig.
1 Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
1 Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
2 Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv.
3 Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
5 Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
4 Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.
2 Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
7 Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
1 Til Sangmesteren; paa Schoschannim; Davids (Psalme).
2 Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
1 Davids (Psalme). Til dig, Herre! vil jeg opløfte min Sjæl.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
1 Davids Bøn. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend (dine) Øren til min Bøn, (som) ikke (skeer) med svigfulde Læber.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
13 Skal din underlige Gjerning kjendes i Mørket, eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
6 (Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
14 Men jeg (flyer med) min Bøn til dig, Herre! (lad det være) en velbehagelig Tid, O Gud! efter din megen Miskundhed; bønhør mig for din, Frelses Sandheds Skyld.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
17 Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
146 Jeg haver raabt til dig, frels mig; saa vil jeg holde dine Vidnesbyrd.