Salmenes bok 69:1
Til Sangmesteren; paa Schoschannim; Davids (Psalme).
Til Sangmesteren; paa Schoschannim; Davids (Psalme).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
3Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
13De, som sidde i Porten, snakke om mig, og (jeg er) deres Strængeleg, som drikke stærk Drik.
14Men jeg (flyer med) min Bøn til dig, Herre! (lad det være) en velbehagelig Tid, O Gud! efter din megen Miskundhed; bønhør mig for din, Frelses Sandheds Skyld.
15Fri mig af Dynd, at jeg ikke synker; lad mig fries fra mine Hadere og af det dybe Vand.
16Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ei heller det Dybe sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig.
17Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
18Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener, thi jeg er angest; skynd dig, bønhør mig.
5Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
5Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
54Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
4da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
5da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
1Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
16Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
3Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
4Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
7Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
4Og min Sjæl er saare forfærdet; og du, Herre! hvor længe? —
26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
29Lad dem udslettes af de Levendes Bog, og lad dem ikke skrives med de Retfærdige.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme), at lade ihukomme.
1Til Sangmesteren paa Neginoth; Davids (Psalme), som giver Underviisning;
2Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøi dit Øre til mig og frels mig.
4Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
5Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig;
3Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
1Til Sangmesteren; (en Psalme), som giver Underviisning, for Korahs Børn.
2Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!
1Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der Saul sendte hen, og de toge vare paa Huset at slaae ham ihjel.
1Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
1Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
16Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
11Herre! hold mig i Live for dit Navns Skyld, udfør min Sjæl af Nød for din Retfærdigheds Skyld.
3Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
1Til Sangmesteren for Jeduthun; Davids Psalme.
22Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.
1Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids (Psalme).
2Bevar min Sjæl, thi jeg er hellig; frels din Tjener, du, min Gud! den, som forlader sig paa dig.
6Derfor skal hver Hellig bede til dig til den Tid, (naar du) findes; ja, naar der komme store Vandskyl, skulle de ikke naae til ham.
9Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
13Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
14Giv mig igjen din Saligheds Fryd, og en frivillig Aand opholde mig!
3Og tag Spydet frem og luk til imod deres (Anløb), som forfølge mig; siig til min Sjæl: Jeg er din Frelse.