Salmenes bok 42:7
Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
5 Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
7 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
4 Min Graad er min Mad Dag og Nat, fordi man siger den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
5 Disse Ting vil jeg komme ihu og udøse min Sjæl hos mig (selv); thi jeg vilde gaae frem med Hoben, vilde gaae afsted med dem til Guds Huus med Frydeskrigs og Taksigelses Røst iblandt den Hob, som holder helligt.
6 Hvorfor nedbøier du dig, min Sjæl, og bruser over mig? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham; (thi der er) megen Frelse for hans Ansigt.
6 (Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
7 Du lagde mig i en Hule i de nederste Stæder, i mørke, i dybe Stæder.
8 Afgrund raaber til Afgrund under dine Renders Lyd; alle dine Vandvover og dine Bølger gik over mig.
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
1 Til Sangmesteren; paa Schoschannim; Davids (Psalme).
2 Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
54 Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
55 Herre! jeg kaldte paa dit Navn nederst af Hulen.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
2 Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
16 Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.
10 Bjergene saae dig, de bleve bange, Vandstrømmene fore hen; Afgrunden udgav sin Røst, den opløftede sine Hænder i det Høie.
3 Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).
4 (Dog er) Herren mægtigere i det Høie end mange Vandes Lyd, (ja) end de mægtige Bølger i Havet.
26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.
3 Derfor ville vi ikke frygte, naar Jorden end forandredes, og Bjergene bevægedes midt i Havet;
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
4 da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;
5 da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
14 Men jeg (flyer med) min Bøn til dig, Herre! (lad det være) en velbehagelig Tid, O Gud! efter din megen Miskundhed; bønhør mig for din, Frelses Sandheds Skyld.
15 Fri mig af Dynd, at jeg ikke synker; lad mig fries fra mine Hadere og af det dybe Vand.
16 Er du kommen til Havets Dybheder, og haver du vandret der, hvor man randsager (efter) Afgrunden?
2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
14 De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.
24 Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
16 Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
6 Thi (der skeer) ingen Erindring om dig i Døden; hvo vil takke dig i Graven?
11 eller Mørket, (saa) du kan ikke see, og Vandets Mangfoldighed bedækker dig.
11 I (det der drives) Mord i mine Been, forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
2 Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
3 Herrens Røst er over Vandet, Ærens Gud tordner; Herren er over de store Vande.
12 Er jeg et Hav eller en Hvalfisk, at du vil sætte Vagt over mig?
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).
1 Til Sangmesteren; (en Psalme), som giver Underviisning, for Korahs Børn.
6 Derfor skal hver Hellig bede til dig til den Tid, (naar du) findes; ja, naar der komme store Vandskyl, skulle de ikke naae til ham.