Salmene 42:11
I (det der drives) Mord i mine Been, forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
I (det der drives) Mord i mine Been, forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren; (en Psalme), som giver Underviisning, for Korahs Børn.
2 Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud!
3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; naar skal jeg komme (derhen) og sees for Guds Ansigt?
4 Min Graad er min Mad Dag og Nat, fordi man siger den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
5 Disse Ting vil jeg komme ihu og udøse min Sjæl hos mig (selv); thi jeg vilde gaae frem med Hoben, vilde gaae afsted med dem til Guds Huus med Frydeskrigs og Taksigelses Røst iblandt den Hob, som holder helligt.
6 Hvorfor nedbøier du dig, min Sjæl, og bruser over mig? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham; (thi der er) megen Frelse for hans Ansigt.
7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
8 Afgrund raaber til Afgrund under dine Renders Lyd; alle dine Vandvover og dine Bølger gik over mig.
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
10 Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
4 og at jeg maa indgaae til Guds Alter, til min Fryds (og) Glædes Gud, og takke dig paa Harpe, o Gud, min Gud!
5 Hvorfor nedbøier du dig, min Sjæl, og hvorfor bruser du over mig? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham; (thi han er) mit Ansigts megen Frelse og min Gud.
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
14 Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2 Herre! hvorlænge vil du evindeligen glemme mig? hvorlænge vil du skjule dit Ansigt for mig?
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
7 Visselig, Mennesket gaaer frem (som) i et Billede, visselig, de gjøre sig (megen) Uro forgjæves; man samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det.
14 Men jeg, jeg vil altid haabe, og jeg vil forøge al din Priis.
5 De raadslaae aleneste om at udstøde (ham) fra hans Høihed, de have Behagelighed til Løgn; de velsigne med deres Mund, og de bande i deres Inderste. Sela.
3 Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Been ere forfærdede.
2 Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
15 Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
2 Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
1 Halleluja! Min Sjæl, lov Herren!
2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han skal vende sine Øren til mig.
3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag, min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af, min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
7 Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
29 Lad dem udslettes af de Levendes Bog, og lad dem ikke skrives med de Retfærdige.
20 Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
9 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kjød skal boe tryggelig.
7 Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.
24 Herren er min Deel, sagde min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
11 Herre! hold mig i Live for dit Navns Skyld, udfør min Sjæl af Nød for din Retfærdigheds Skyld.
10 Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Davids Psalme.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
18 Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
17 Lad dem frydes og glædes i dig, alle de, som søge dig; lad dem, som elske din Salighed, altid sige: Herren være storligen lovet.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?