Salmenes bok 71:20
Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21Du gjør mig meget stor, og trøster mig trindt omkring.
1En Psalme (og) Sang om Davids Huses Indvielse.
2Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
3Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
5Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
6Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
19Og din Retfærdighed (strækker sig), O Gud! til det Høie; du, som haver gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
11Herre! hold mig i Live for dit Navns Skyld, udfør min Sjæl af Nød for din Retfærdigheds Skyld.
13Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
6Vil du evindeligen være vred paa os? vil du drage din Vrede fra Slægt til Slægt?
13Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav.
14Gud! de Hovmodige staae op imod mig, og Tyranners Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres (Øine).
7Naar jeg vandrer midt i Angest, skal du holde mig i Live; du skal udrække din Haand over mine Fjenders Vrede, og din høire Haand skal frelse mig.
10Ogsaa den Mand, (som havde) Fred med mig, som jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig.
7Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
17Mit Hjertes Angester have (vidt) udbredt sig; udfør mig af mine Trængsler.
6(Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
8Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
49og som udfører mig fra mine Fjender; og du ophøier mig over dem, som staae op imod mig, du skal redde mig fra en Voldsmand.
10Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
2Jeg biede taalmodig efter Herren, og han bøiede sig til mig og hørte mit Raab.
22Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.
3Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
3Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
28Du haver kundgjort mig Livets Veie, du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. —
7Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
3Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
17Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.
13Gud! dine Løfter (ligge) paa mig; med Taksigelser vil jeg betale dig.
15De skulle lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem, og de Oprigtige skulle regjere over dem om Morgenen, og Graven skal afslide deres Skikkelse, (Enhver) af sin Bolig.
18Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
50Denne er min Trøst i min Elendighed, at dit Ord holder mig i Live.
7Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
11I (det der drives) Mord i mine Been, forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
48den Gud, som giver mig Hevn og tvinger Folkene under mig,
10Mit Øie er bedrøvet for Elendighed; Herre! jeg haver raabt til dig den ganske Dag, jeg haver udbredt mine Hænder til dig.
1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
4Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
5Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
30for at føre hans Sjæl tilbage fra Fordærvelsen, at han maa oplyses ved de Levendes Lys.
6Herren er den, som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede og fører op (igjen).
17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
13Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
16Thi den voxer, (og) du jager mig, som en (grum) Løve; og du kommer igjen, du handler underligen imod mig.
5Disse Ting vil jeg komme ihu og udøse min Sjæl hos mig (selv); thi jeg vilde gaae frem med Hoben, vilde gaae afsted med dem til Guds Huus med Frydeskrigs og Taksigelses Røst iblandt den Hob, som holder helligt.
7Giv Agt paa mit Skrig, thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig, thi de ere mig for stærke.
14Men jeg (flyer med) min Bøn til dig, Herre! (lad det være) en velbehagelig Tid, O Gud! efter din megen Miskundhed; bønhør mig for din, Frelses Sandheds Skyld.
2Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?