Salmene 40:2
Jeg biede taalmodig efter Herren, og han bøiede sig til mig og hørte mit Raab.
Jeg biede taalmodig efter Herren, og han bøiede sig til mig og hørte mit Raab.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, saa han befæstede mine Gange.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
5 Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
7 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
34 Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie.
20 Og han udførte mig paa Rummet; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
1 En Psalme (og) Sang om Davids Huses Indvielse.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
16 Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig op af mange Vande.
33 den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gjør min Vei fuldkommen.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
20 Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
49 og som udfører mig fra mine Fjender; og du ophøier mig over dem, som staae op imod mig, du skal redde mig fra en Voldsmand.
6 (Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
2 Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
8 Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du haver seet min Elendighed, du haver kjendt min Sjæl i Angester.
19 Den Herre Herre er min Magt, og skal sætte mine Fødder som Hindernes, og lade mig træde paa mine Høie. For Sangmesteren paa mine Strængelege.
1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
14 Men jeg (flyer med) min Bøn til dig, Herre! (lad det være) en velbehagelig Tid, O Gud! efter din megen Miskundhed; bønhør mig for din, Frelses Sandheds Skyld.
18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, Herre! da opholdt din Miskundhed mig.
8 som opreiser den Ringe af Støvet; han ophøier den Fattige af Skarnet, at sætte ham hos Fyrsterne, og skal lade dem arve Ærens Throne; thi Jordens Grundvolde høre Herren til, og han haver sat Jorderige paa dem.
1 Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
5 Jeg kaldte paa Herren fra (min) Angest; Herren bønhørte mig (og førte mig ud) i det frie Rum.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
15 Mine Øine ere stedse til Herren; thi han, han skal uddrage mine Fødder af Garnet.
7 som opreiser en Ringe af Støv, som ophøier en Fattig af Skarnet,
2 Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.
27 Og du haver lagt mine Fødder i Stokken og tager vare paa alle mine Stier, du indtrykker (Mærke) over mine Fødders Saaler.
11 Han haver lagt mine Fødder i Stok, han tager vare paa alle mine Stier.
13 Gud! dine Løfter (ligge) paa mig; med Taksigelser vil jeg betale dig.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
14 Han udførte dem af Mørke og Dødens Skygge, og sønderrev deres Baand—
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?