Habakkuk 3:19
Den Herre Herre er min Magt, og skal sætte mine Fødder som Hindernes, og lade mig træde paa mine Høie. For Sangmesteren paa mine Strængelege.
Den Herre Herre er min Magt, og skal sætte mine Fødder som Hindernes, og lade mig træde paa mine Høie. For Sangmesteren paa mine Strængelege.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud?
33 den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gjør min Vei fuldkommen.
34 Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter fuldkommeligen min Vei.
34 Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
18 Dog vil jeg, jeg være lystig i Herren; jeg vil fryde mig i min Saligheds Gud.
1 Til Sangmesteren; Davids, Herrens Tjeners, Psalme, som talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
14 Herren er min Styrke og Psalme, og han blev mig til Salighed.
2 See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
2 Herren er min Styrke og Lovsang, og blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil gjøre ham en Bolig, min Faders Gud, og jeg vil ophøie ham.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
1 Davids (Psalme). Lovet være Herren, min Klippe! den, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen,
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
20 Herre! (kom) at frelse mig, saa ville vi lege paa min Strængeleg i Herrens Huus alle de Dage, vi leve.
29 Thi du, du skal oplyse min Lygte; Herren min Gud skal gjøre min Mørkhed klar.
46 Den Fremmedes Børn affaldt, de forfærdedes, (naar de udgik) af deres indelukkede Huler.
2 Jeg biede taalmodig efter Herren, og han bøiede sig til mig og hørte mit Raab.
3 Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, saa han befæstede mine Gange.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
14 Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.
30 Thi ved dig kan jeg løbe igjennem en Trop, ved min Gud kan jeg springe over en Muur.
12 Og jeg vil bekræfte dem i Herren, og de skulle vandre frem i hans Navn, siger Herren.
3 Mange sige om min Sjæl: Den haver ingen Frelse hos Gud. Sela.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Saligheds Klippe, skal ophøies,
13 Thi du skal gjøre, (at) de (maae vende) Skuldrene (og flye); du sigter med dine Buestrænge imod deres Ansigt.
16 Lad de samme vanke hid og did om Spise, og lad dem knurre, naar de ikke blive mætte.
17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, ja, jeg vil synge (med Fryd) om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Ophøielse og en Tilflugt paa min Nøds Dag.
3 Styrker de afmægtige Hænder og bekræfter de snublende Knæ.
7 Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
9 Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de Levendes Lande.
11 Han haver lagt mine Fødder i Stok, han tager vare paa alle mine Stier.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
4 og at jeg maa indgaae til Guds Alter, til min Fryds (og) Glædes Gud, og takke dig paa Harpe, o Gud, min Gud!
1 En Psalme (og) Sang om Davids Huses Indvielse.
15 Mine Øine ere stedse til Herren; thi han, han skal uddrage mine Fødder af Garnet.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
21 Paa den Tid, naar den opsvinger sig i Høiden, da beleer den Hesten og den, der rider paa den.
26 Thi Herren skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod, at (den) ikke fanges.
2 Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.